Susanne overtager dirigentstokken i SMUK
Hun er dermed den første kvindelige dirigent i Forsvarets historie
Historisk Susanne Vibæk Svanekier er ny frontkvinde for det Slesvigske Musikkorps - og dermed også den første kvindelige dirigent i Forsvarets historie.
Den 38-årige Susanne Vibæk Svanekier skal således stå på SMUKs dirigentpodium de kommende tre år. Og hun ser frem til opgaven, siger hun i en pressemeddelelse:
“Det bliver megaspændende, og jeg glæder mig meget. Jeg håber, jeg kan være med til at bibeholde og videreudvikle orkestrets gode lyd. Jeg arbejder meget med, at musikken hele tiden skal lyde godt, og at der ikke må gå 'hverdag' i den”.
Motivation og gå-på-mod
Susanne Vibæk Svanekier har ved tidligere lejligheder dirigeret SMUK. Hun har også været dirigent i forbindelse med en stribe musicals, og netop hendes store bredde er noget af det, SMUKs orkesterchef Rasmus Frandsen fremhæver:
“Hun har motivation, gåpåmod og spænder rigtigt bredt i sit repertoire, så jeg kan kun sige, at hun passer perfekt ind i SMUK-familien”, siger han.
Susanne Vibæk Svanekier har allerede været med til at løfte flere af SMUKs traditionsrige koncerter - herunder Lysfesten i Haderslev. Og det gjorde hun rigtig godt, siger Rasmus Frandsen:
“Vi har ønsket at få en dirigent, der både kan repræsentere SMUK indadtil i Forsvaret og udadtil i den civile verden, og vi synes, Susanne Vibæk Svanekier er den helt rigtige ambassadør”, siger Rasmus Frandsen, der desuden glæder sig til at få en hjælpende hånd på kontoret.
Tidligere trompetist
Susanne Vibæk Svanekier har en uddannelse i musikledelse fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Her bliver man uddannet i såvel direktion som i orkesteradministration, og hun skal derfor også assistere administrativt.
Faktisk er der tale om et gensyn. Susanne Vibæk Svanekier er oprindeligt uddannet trompetist og assisterede ofte i sine 'unge dage' i SMUK. Det er derfor ikke fremmed for hende at være en del af Forsvaret, og hun glæder sig meget til at få sin daglige gang i Haderslev, siger hun. srj