Placering vedtaget
Efter lang tids snak er placeringen af Fredericias nye genbrugsplads nu vedtaget: Nordre Kobbelvej 13
I løbet af næste år flytter genbrugspladsen og genbrugscentret på Industrivej i det nordlige Fredericia til Nordre Kobbelvej 13, som i dag er en tom grund få hundrede meter nord for den eksisterende genbrugsplads.
Byrådets Teknik- & Miljøudvalg har besluttet sig for at bruge den kommunalt ejede jord til formålet i stedet for at købe sig til grunden på Nordre Kobbelvej 10.
“Beslutningen betyder dels en besparelse på omkring 10 millioner kroner,” siger udvalgets næstformand, Kenny Bruun Olsen (V).
Han håber, at udviklingen af det nye genbrugs-center kan medvirke til en generel nyudvikling af området, som i dag er præget af industrianlæg - heraf flere, der står tomme.
“Det er ikke byens kønneste område. Men det er velegnet til det her formål,” siger Kenny Bruun Olsen.
Med udvalgets beslutning starter nu detaliforberedelserne af projektet. Der er ikke nogen fast tidsplan endnu.
“Men jeg forventer, at den nye genbrugsplads og det nye genbrugscenter åbner i løbet af et års tid,” siger Kenny Bruun Olsen.
Det eksisterende anlæg på Industrivej nedlægges, fordi der er pladsproblemer. Kommunen forventer at sælge det for omkring to millioner kroner.