For få fredericianere tager bybussen
Bybusserne giver millionunderskud. Passagererne mangler
“Det er godt nok ærgerligt at se tomme busser køre rundt i Fredericias gader,” siger Kenny Bruun Olsen (V).
Han er næstformand i byrådets Miljø- og Teknikudvalg. Her kan man følge økonomien i den lokale bybus-kørsel, Og det ser ikke godt ud.
Sidste år havde den kollektive trafik et merforbrug på 4,1 millioner kroner. Underskuddet forventes i år at vokse til seks millioner kroner.
“Her taler vi ikke kun om bybusser men om offentlig transport i det hele taget,” siger Kenny Bruun Olsen.
Den største enkeltfaktor er dog bybusserne.
“Der er simpelthen for få, der tager bussen. Når man ser en rute, der i løbet af dagen kun kører 12 personer, kan man jo faktisk tilbyde hver af dem en taxa i stedet - og stadig spare penge,” siger Kenny Bruun Olsen.
(Redigeret efter offentliggørelse: Her er en linje med fejlagtig oplysning om belægningen på Linje 7 fjernet af redaktionen)
“Vi er nødt til at tage en snak om behovet og tilrettelæggelsen af bybus-kørslen. Men jeg tror ikke, at vi i byrådet kan gøre det alene: Vi har brug for konsulenthjælp,” siger udvalgsnæstformanden.
Omlægning koster
Bybus-køreplanen i Fredericia blev omlagt sidste sommer. Og de ændringer menes at være en del af årsagen til de svigtende passagertal. Dels fordi ikke alle ruter fungerer optimalt. Og dels fordi ændringer i sig selv koster passagerer.
“Vi ved, at det koster passagerer, når vi lægger køreplanen og ruterne om,” siger Lotte Stensberg, der er chef for Plan & Udvikling hos Sydtrafik.
Erfaringen er, at det tager to år, før ændringer er bundfældet, og passagertallet genoprettet.
Så skal man vel passe på med at ændre noget efter bare ét år?
“Vi laver heller ikke noget om her og nu. Men vi er nødt til at følge det her nøje. Kommunen bruger 34 millioner om året på bybusser. Det har vi ikke råd til, hvis ikke det virker,” siger Kenny Bruun Olsen.
Han peger også på, at rejsekort-systemet og dets lavere billetpriser har gjort ondt på busbetjeningens økonomi.