Fortsæt til indhold

Misbrugscenter strammer op på medicinudlevering

Nyt tiltag skal dæmme op for videresalg af medicin i misbrugsmiljø

Arkiv
Arkiv

For at dæmme op for videresalg af lægeordineret medicin indfører Misbrugscentret fra 6. juni daglig udlevering til brugerne i to uger. Formålet er at sikre, at der kun udleveres den nødvendige medicin, og at den rette bruger får den rette dosis.
Det handler minimere skader og overdødelighed i misbrugsmiljøet, og det handler om at minimere den berigelseskriminalitet, som følger i kølvandet på misbrug, når der enten er for lidt eller for meget medicin i omløb i forbindelse med substitutionsbehandlingen.
“Vi ved det, og politiet har bekræftet, at der foregår et omfattende videresalg af medicin, der er udleveret herfra. Det kan vi naturligvis ikke lukke øjnene for. Samtidig er der kommet nye retningslinjer på området, som gør, at vi skal kigge vores praksis efter i sømmene. Nogle brugere vil måske opfatte det som opstramning, mistillid og et indgreb i deres selvbestemmelse. Men faktisk handler det om, at vi passer på dem og understøtter vejen frem mod borgerens eget behandlingsmål. Det kan være skadereduktion, kontrol i eget liv, job, uddannelse eller bedre livsvilkår,” siger formand for socialudvalget i Sønderborg Kommune, Niels Ole Bennedsen.
Leder af Misbrugscentret i Sønderborg, Lone Antoinette Sørensen, fortæller, at centret i 14 dage fra 6. juni gennemfører daglig udlevering af medicin. Hver bruger skal overvåget indtage den ordinerede medicin. Som det er nu, er der stor forskel på de intervaller, der er for udlevering af medicin - en del får udleveret dagligt, en, to eller tre gange om ugen og ganske få hver 14. dag.
“I de 14 dage, hvor vi gennemfører daglig udlevering - også i weekenderne - vil det selvfølgelig være en ekstra belastning for brugerne, at de skal af sted så ofte. Men vi er nødt til at få styr på den medicin, vi udleverer. Vi kan ikke stiltiende se på, at nogle brugere får udleveret så meget medicin på én gang, at de sælger af det - for så at mangle det sidst i perioden. Og vi kan da slet ikke se på, at brugerne sælger medicinen videre og dermed er med til at skabe nye brugere med misbrug. Det går ikke,” siger Lone A. Sørensen.
I løbet af de 14 dage med daglig udlevering vil der blive observeret og vurderet, hvor ofte hver enkelt bruger fremover skal have udleveret sin medicin, og der laves individuelle aftaler. Både Socialstyrelsens nye retningslinjer, vejledningen for lægelig stofmisbrugsbehandling, Sønderborg Misbrugscenter og pårørendes tilkendegivelser tilsiger, at der for mange vil blive tale om hyppigere udlevering af mindre portioner ad gangen.


Misbrugscenter
Ca. 80 misbrugere får udleveret såkaldt substitutionsmedicin fra Misbrugscentret i Sønderborg
Omkring 20 af dem får medicinen administreret via hjemmeplejen
Medicinen er lægeordineret
Medicinen, der udleveres, er substitut for morfin eller heroin
Der udleveres i perioden 6.-18. juni udelukkende til overvåget indtag på stedet - også i weekenderne
Åbningstiden udvides i perioden med en time kl. 16.30-17.30 på hverdage
På weekenddage vil der være åbent kl. 8.30-12.30 og 16.00-17.30