Bankernes indtjeningsmaskine på investering fortsætter

De danske banker tjener årligt milliarder af kroner på at investere kundernes opsparing. Denne indtjening udgør en særdeles stor andel af bankernes samlede overskud, og er derfor selvsagt af stor betydning for bankerne.
Den 1. juli 2017 træder der imidlertid nye regler i kraft, som skal være med til at gøre denne indtjening mere synlig for kunderne. Samtidig forbydes det, at bankerne modtager formidlingsprovision i de såkaldte porteføljeplejeaftaler. Ud over at gøre betalingen til bankerne mere synlig er hensigten uden tvivl også, at det skal blive billigere for kunden at lade banken investere formuen.
Jeg vil her kort beskrive, hvorfor det er nødvendigt at øge synligheden, og hvorfor jeg ikke mener, at det på trods af de nye regler, bliver billigere for bankkunderne at lade formuen investere af bankerne.

Hvorfor er det nødvendigt at øge synligheden?

Selv med meget lang erfaring fra finansverdenen har jeg reelt ingen chance for at vurdere, hvad de faktiske omkostninger for en given kunde er, når banken investerer formuen. Dermed er det min påstand, at det for hovedparten af kunderne også reelt er umuligt.
De synlige omkostninger udgør typisk kun en mindre del af de samlede omkostninger, når der er indgået en plejeaftale med banken. Her er det ikke atypisk, at den synlige omkostninger udgør i niveauet 5.000 kroner, når der er investeret én million kroner i banken, hvor omkostningen dækker det som banken, løbende opkræver for at pleje aftalen.
Den komplette liste af omkostninger er imidlertid meget mere omfattende og kan eksempelvis omfatte plejeomkostninger, kurstab på værdipapirer og valuta, administrationsomkostninger, forvaltningsomkostninger, formidlingsprovision, kurstab, kurtage og almindelige depotomkostninger.
Når alle disse omkostninger medregnes, kan de faktiske omkostninger på den samlede investering typisk løbe op i 25.000 kroner, når der er investeret én million kroner. Det altså er fem gange mere, end hvad der umiddelbart er synligt.
Dette forhold er forsøgt reguleret med begrebet ÅOP (årlige omkostninger i procent), som bør vise de samlede årlige omkostninger i procent af den samlede investering. Det er imidlertid ikke alle omkostninger, der indgår, og ÅOP påvirkes også af, at der i beregningen indgår det teoretiske forhold, at et papir i depotet kun omsættes hvert syvende år. Reelt omsættes papirerne langt oftere, hvilket udløser omkostninger hver gang.
I praksis betyder dette, at den teoretiske ÅOP kan ligge i niveauet 1,5 til 1,75, mens den faktiske ÅOP ligger omkring 2,5 - svarende til 25.000 kroner i årlige omkostninger.

En besparelse på én procent gør en stor forskel

For langt de fleste vil det ikke være urealistisk, at der kan opnås en besparelse på én procent om året ved at vælge den rigtige investeringsmodel.
Hvis det eksempelvis antages, at en bankkunde samlet set har en investeret formue på én million kroner, vil denne ene procent over 20 år give kunden en samlet merværdi på cirka 450.000 kroner, når der regnes med et gennemsnitligt afkast af investeringen.
De fleste banker har naturligvis allerede forholdt sig til, hvad der skal ske, når formidlingsprovisioner forbydes efter 1. juli. For de kunder, som ikke er omfattet af en formel plejeaftale sker der typisk ikke det store, eftersom provisionerne godt kan fortsætte her.
For kunder med plejeaftaler kan der ske det, at banken laver nye investeringsfonde uden provisioner. Samtidig vil kunderne så kunne opleve, at banken til gengæld hæver prisen på selve plejeaftalen eller andre steder, så kundens omkostninger - og dermed bankens indtjening - forbliver den samme. Samtidig vil visse af omkostningerne efter de nye regler nu blive pålagt moms.
Selvom synligheden øges delvist, er der altså ikke lagt op til, at det bliver billigere at lade banken investere opsparingen. Der er således fortsat god grund til at have blikket rettet stift mod de samlede omkostninger, hvor der kan være mange penge at spare.
Jeg er ikke fortaler for selv at investere opsparingen, da man normalt ikke selv har det fornødne overblik og mulighed for at sprede risikoen. Det vil typisk altid være mest hensigtsmæssigt at benytte sig af investeringsfonde, hvor risikoen er spredt.
Det handler derfor om at finde de fonde, som har de laveste omkostninger, og det vil ofte være fonde, som ikke indgår i bankernes investeringsløsninger.