Hold hunden i snor - så er du flink af natur
Middelfart bakker op om kampagne
Kampagnen 'Flink af natur' skal minde hundeejerne om, at hunde skal holdes i snor i naturen. Det er Friluftsrådet, der står bag kampagnen.
“Mange mennesker føler sig utrygge, når der kommer en fremmed løs hund og vil hilse på, og det påvirker deres oplevelse af at være i naturen. Derfor skal hunde altid være i snor, sådan er reglerne,” siger Jan Ejlsted, direktør i Friluftsrådet.
Middelfart Kommune har koblet sig på kampagnen.
“Vi oplever en gang imellem, at folk har deres hund løs på stier eller i naturområder. Det er ærgerligt, for de kan skræmme både de vilde dyr, og også husdyr som for eksempel kvæg på markerne. De fleste forstår det godt, når vi fortæller dem det, og vil gerne tage hunden i snor. Så vi håber vi med kampagnen på en venlig måde kan gøre hundeejerne opmærksom på det,” siger Middelfart Kommunes skovfoged, Dan Jensen.
Har man lyst til at lade sin hund løbe frit, kan man lade den gøre det på sin egen grund eller bruge en af de to hundeskove i Middelfart Kommune. De ligger ved Vestermoseskoven i Ejby for enden af Anlægsvej, og på Østre Hougvej lige over for indkørslen til marinaen.