Hjem er, hvor jeg føler mig tryg

Sønderyllands stemme favner bredt - ikke kun, når den fortælles af historikere, men også når den fortælles af ganske almindelige borgere. Forestillingen på Teatret Møllen i Haderslev Hjem kære hjem - Sønderjyllands stemme er et perleskønt eksempel.
Optakten fra Møllen var simpel. Sønderjyder blev bedt om at nedskrive deres historier og sende dem til Møllen. Det er der en del, der har gjort, og det er der blevet et stærkt teaterstykke ud af. Her tales til følelserne, til smilebåndet, til egne erindringer, til den nære historie, til troen - og til den trygge duft af den piberygende bedstefar og det vide udsyn, der engang var over Haderslev Dam.
Detaljerne er vigtige. Det er dem, der runder historierne af og giver dem autentisk fylde.
Vi hører bl.a. om drengen, hvis far længe har været ukendt for ham, men viser sig at have været en tysk soldat, fortielserne i familien, hans halvhjertede forsøg på at finde faderen, og da det helhjertet lykkes, er faderen blevet senil dement - men drengen, der nu er blevet en voksen mand, har fået ro i sjælen.
Om den vidunderlige stilhed, der omgiver en i et svævefly, familie-erstatningen, der findes i skøjtehallen i Vojens, om dengang en 25-øre var mange penge og synet af et billede af en nøgen kvinde en hidtil uovertruffen oplevelse.
Om dengang fjernelse af mandler og polypper i katolske nonners varetægt var et mareridt, der har ført til livslange traumer, om kærligheden, der holdt, indtil døden skilte, om det ikke særligt morsomme liv på plejehjem efter et uheldigt trappefald, hjerneblødning og tre dages venten på at blive fundet.
... og om den trygge, gode bedstefar, der også var en god socialdemokrat. Under Anden verdenskrig var han i den forkerte uniform som frivillig og måtte sammen med andre familiemedlemmer tilbringe tid i Faarhuslejren for at have øvet landsskadelig virksomhed. Om bedstemoderen med de trygge varme og store bryster!
Pointen over det hele: Hjem er, hvor jeg føler mig tryg!
Den ene sårbare og livsbekræftende historie efter den anden hudløst ærligt gengivet på scenen af Connie Tronbjerg, Ole Sørensen, Ane Hovby, Marie Lydie Nokouda og Chadi Abdul-Karim.
På scenen optræder nogle af historieskriverne, Jørn Larsen, Marie Aagaard Larsen, Alina Donovan Tatgen, Bodil Budde og Anne Marie Pedersen. På forhånd af mig anset som et håbløst foretagende, der kun kunne gøre vold mod teatermagien - men det modsatte skete. Magien blev ikke brudt, og fortællernes få replikker var med til at skabe den autenticitet, der er så vigtig for en god oplevelse i teatret. Det skyldes naturligvis især instruktøren, Rasmus Ask - og et særdeles velkomponeret manuskript af Mølles husdramatiker, Brian Wind-Hansen.
90 minutters uafbrudt åndeløs fortælling hentet ud af nogle relativ fås erindring, men hvem som helst af os havde kunnet bidrage med andre åndeløse fortællinger. Det er Møllens fortjeneste, at hverdagsliv i Sønderjylland, hovedsagelig koncentreret om Haderslev Kommune, også bliver seværdig teater.
Indpakningen er på vanlig Møllen-vis melodisk - her med Niels Ørts Ottosen som musiker. Og som noget ganske usædvanligt indgår sange fra Højskolesangbogen elegant i forestillingen. At Møllens Ole Sørensen også har lange replikker på sønderjysk er et ekstra plus.