Fortsæt til indhold

Undersøgelse afslører virkelighedens Haderslev

Haderslev Kommune har lavet en analyse af land, folk og by

Arkiv
pra

Børnefamilierne søger mod udkanten, og de ældre slår lejr i en krans rundt om midtbyen, hvor de unge slår sig ned. Nærheden til Haderslev Dam og fjorden trækker folk til området, og velstanden trives i Erlev Bjerge.
Det og meget andet om Haderslevs sammensætning og udvikling kan læses i en ny byanalyse af Haderslev by og omegn med titlen ”Haderslev – tæt på”. Analysen er udarbejdet af Region Syddanmark i samarbejde med Haderslev Kommune og går i detaljeringsgrad helt ned i de enkelte bydele og kvarterer.
De undersøgte bydele og forstæder strækker sig fra Hammelev i vest til Starup i øst, fra Moltrup i nord og til Hjortebro mod syd – i alt 14 bydele i Haderslev og omegn.
“Formålet med ”Haderslev – tæt på” er at blive klogere på hvilke ressourcer og udfordringer, der er i de Haderslev. Analysen giver viden på et detaljeret geografisk niveau, som kan bruges til at understøtte kommunens og regionens udviklingsplaner for at gøre både Haderslev og Syddanmark til mere attraktive steder at bo, leve og arbejde,” siger Bo Libergren (V), der er formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark.

Vigtig viden

Nogle bydele oplever markant vækst i befolkningstallet, mens andre oplever tilbagegang. For eksempel er antallet af borgere i Erlev steget med 14,5 procent i perioden fra 2011 til 2016.
Haderslevs borgmester, H.P. Geil (V), er glad for analysen:
“Ved at dokumentere forskellene mellem bydelene, som mange i byen måske kender til, så viser undersøgelsen nødvendigheden i at foretage de byudviklingsinitiativer, vi allerede har sat i gang, og giver os et overblik til at søsætte nye,” siger han.
Analysen viser, at gennemsnitsalderen er lavest i midtbyen og i de ydre dele af Haderslev, hvor der bor mange børnefamilier, mens den højeste gennemsnitsalder findes i en krans rundt om midtbyen. Den højeste beskæftigelse finder man omkring Haderslev Dam og Haderslev Fjord, hvor der nogle steder er 85 procent af de 25-64-årige, der i arbejde.