Fortsæt til indhold

Elever sætter fokus på kulturelle ligheder

Askov Efterskole laver fotoudstilling om deres kulturmøde med flygtninge

Arkiv
Arkiv

Innova10- og Flexibili10-klassen fra Askov Efterskole har gennem de seneste par måneder arbejdet med et projekt om flygtninge. Det overordnede emne var kulturmøder, og under den overskrift valgte eleverne at fokusere på kulturelle ligheder – blandt andet fordi, der i øjeblikket ofte bliver sat fokus på kulturelle uligheder, skriver efterskolen i en pressemeddelelse.

Fælles værdier

Eleverne fra Askov har besøgt Røde Kors Skolen i Jelling og omvendt. Ved disse møder har eleverne fået indblik i hinandens hverdag og fået øjnene op for alle de ting og værdier, de har til fælles.
”Der fokuseres ofte på de negative aspekter af flygtningesituationen, og forskellene på os og dem fremhæves. Vi ønsker derfor at skabe opmærksomhed på vores ligheder frem for forskelligheder”, siger Emil Mørk Andersen, der går i Innova10 klassen på Askov Efterskole.
De fælles værdier, som elever og flygtninge fandt sammen om, har efterskoleeleverne formidlet i billedbeskæringer, perspektiver og kompositioner. For at fremhæve lighederne og undgå en direkte personificering af værdierne er ansigter udeladt på alle billederne.
Udstillingen kan i øjeblikket opleves i Kolding Storcenter.