Ældre og børn på fælles gåtur
’0-100 Løbet’ fik sin debut, da børn fra børnehaven Trianglen besøgte Østerbycentret
Der var adskillige generationer til forskel, og navnet var da også meget passende, da '0-100 Løbet' i sidste uge havde en succesfuld debut på Østerbycentret i Esbjerg. Ældrecentrets ældre brugere fik besøg af børnene fra den nærliggende børnehave Trianglen til en fælles gåtur i det gode vejr. Det var noget, som både de ældre og de små besøgende syntes var en rigtig god idé.
“Det her er rigtig godt for de ældre. De bliver så glade for at se børnene, og det er noget, de kan mærke resten af dagen,” lød det smilende fra social- og sundhedshjælper Gitte Sejerup midt under gåturen.
Vil fortsætte samarbejdet
Det er første gang, at børnene fra børnehaven er forbi de ældre på Østerbycentret, men planen er, at de i fremtiden skal deltage i endnu flere aktiviteter sammen.
“Jeg tænker, at man kan lave mange andre ting sammen. Vi ved, at man gør noget lignende på andre plejehjem, som får besøg af børnehavebørn,” fortsatte Gitte Sejerup, som allerede har tænkt på, at børnene og de ældre skal lave noget sammen i løbet af efteråret, og til jul håber social- og sundhedshjælperen, at børnene kan komme forbi centret til en god omgang julehygge.
Efter den skønne gåtur mødtes tilbragte de ældre og børnene lidt tid sammen på centret, hvor der både var lidt at drikke og kaffe. Bedømt ud fra antal smil virkede dagen til at have været en succes hos både de ældre og børnene.