Asien indtager Brandts Klædefabrik
For andet år i træk er Brandts Klædefabrik vært for Asian Culture Festival i samarbejde med Puk Cao Thanh Hà, der står bag den velgørende organisation Sharing International.
Her kan man blandt andet opleve gadekøkkener, sushi-kurser, origami, traditionel asiatisk dans og musik. Alt sammen under det overordnede tema “Oplev mit land”.
I år fejrer Danmark og Japan 150 års jubilæum for oprettelsen af de første diplomatiske forbindelser. I den forbindelse vil en gruppe japanere, som er bosat på Fyn, komme og præsentere japansk kultur og indsamle donationer til jordskælvsramte områder i Japan.
Har man et kvarter, kan man for ti kroner lørdag prøve at iføre sig Japans nationaldragt kimonoen.
Den T-formede, gulvlange kåbe er næsten umulig at tage på alene.
Asian Culture Festival begyndte i Aalborg og voksede i løbet af tre år til 19.000 besøgende. Den udvidede i 2016 til København, Århus og Odense.
Brandts Klædefabrik, 16. juni kl. 14-20 og 17. juni kl. 10-20.