Fortsæt til indhold

Økolariet klar med bæredygtig udstilling

DGI-bygningens gamle loft er en vigtig brik for at sprede budskabet

Arkiv
Simon Carlson

Der bliver hamret, banket og boret intenst i Økolariet i disse dage. Det er Anders Koed Jensen fra virksomheden TrÆls, der er i fuld gang med at banke træplanker op, så den nyeste tilføjelse til viden- og oplevelsescenteret i Vejle efterhånden tager form. 'Villa Genopfind' kommer det til at hedde, og det udgør en central del i Økolariets udstilling 'Genbrugsbyen', som åbner i uge 25.
Anders Koed Jensens virksomhed TrÆls bygger på genanvendelighed og bæredygtighed, og det er netop det budskab, som udstillingen bygger på, fortæller projektleder og udstillingsansvarlig Pernille Kjølholt.
“Genbrugsbyen er en større udstilling, hvor vi arbejder med at fortælle historien om, hvor vigtigt det er, at vi genanvender vores ting og sorterer vores affald. I Økolariet arbejder vi rigtig meget med bæredygtighed, så en udstilling om genanvendelse, genbrug og upcycling, det hænger bare rigtig godt i tråd med, at vi skal til at tænke mere i bæredygtighed, og derfor er den her udstilling bare vigtig på flere forskellige områder,” fastslår Pernille Kjølholt.

Udbreder budskabet

I den nye udstilling i Økolariet er alt bygget i genbrugsmaterialer, og der er særligt fokus på, at børnene kan sætte de store spørgsmål om genanvendelse og bæredygtighed ind i en forståelig kontekst.
Derfor byder 'Genbrugsbyen' på masser af leg, og i hytten, som Anders Koed Jensen er ved at banke op, er det da også meget håndterbare midler, der er taget i brug for at gøre genanvendeligheden synlig.
“Vi har bygget et hus, hvor gulvet er lavet af det gamle loft fra DGI-bygningen i Vejle, og væggene er lavet af gamle engangspaller, som ellers bare skulle være brændt af. Og så har vi faktisk også fået brædder fra en sød familie i Mølholm, som var ved at brække deres carport ned. 'Villa Genopfind' skal udtrykke, at vi bruger de ting, som ellers skulle ryge på forbrænding eller lignende,” forklarer Anders Koed Jensen, som ser frem til at være med til at udbrede udstillingens budskab.
“Vi får mange ting tilovers fra dagligdagen både privat og i produktionsvirksomheder, og de ressourcer skal vi lære at udnytte bedre. Det har vi forsøgt at gøre her i 'Villa Genopfind' for at inspirere folk til, hvordan de kan bruge tingene bedre,” uddyber Anders Koed Jensen.
Udstillingen 'Genbrugsbyen åbner mandag 19. juni i Økolariet, hvor der som altid er gratis entré.