Universe udvider bestyrelsen
Fonden Universe Science Park har på årsmødet udvidet bestyrelsen med to nye supplerende medlemmer.
Det betyder, at Nanna Seidelin, direktør ved Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro og Per Falholt, tidligere koncernudviklingsdirektør i Novozymes, træder ind i fondens bestyrelse.
I bestyrelsen fortsætter også Jørgen Mads Clausen og Simon Faber samt medarbejdsrepræsentanterne Gert Jensen og Troels Andersen.
“Vi har ønsket at supplere bestyrelsen med en række yderligere medlemmer for at styrke vores fokus yderligere på den naturvidenskabelig formidling til børn og unge, og på den fortsatte udvikling af oplevelsesparken,” udtaler nu tidligere bestyrelsesformand Jens Oddershede i en pressemeddelese. Han meddelte sin afgang fra bestyrelsen grundet fondens almene aldersgrænse for bestyrelsesmedlemmer.
“Jens Oddershede har som formand for Fonden Universe Science Park siden 2013 ydet et rigtig flot bidrag til udviklingen af Universe, siger Jørgen M. Clausen. Fremadrettet vil vi gerne fortsætte vores fokus på at skabe flere mindeværdige oplevelser af teknik og naturvidenskab for børn i et tæt samarbejde med andre virksomheder, organisationer og fonde, og vi glæder os derfor til at byde velkommen til Nanna Seidelin og Per Falholt i bestyrelsen.
Nanna Seidelin er direktør ved Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro, hvorfra hun har kendskab og erfaring med fundraising og drift af naturvidenskabelige formidlingscentre. Hun står desuden i spidsen for netværket ”Jet-Net i Danmark”, som skal styrke og udvikle naturvidenskabelige relationer mellem undervisningssektoren og erhvervslivet. Per Falholt har 15 års erfaring som koncernudviklingsdirektør hos Novozymes og er formand for bestyrelsen for Danmarks Tekniske Universitet (DTU) samt ATV's Science and Engineering-komité. Han er desuden også nyligt indvalgt i bestyrelsen for Danfoss a/s.
Den nye fondsbestyrelse konstituerer sig ved den førstkommende samling.