Klassiske motorcykler indtager Padborg Park
Op mod 70 motorcykler med mere end 20 år på bagen kører ræs
Når Padborg Park i denne weekend kører sit Midsommerløb, vil den sønderjyske racerbane summe af lyden af klassiske motorcykler. En vigtig del af løbsprogrammet kommer nemlig til at bestå af race med motorcykler, der er mere end 20 år gamle.
De ældste maskiner er nærmest det, man kan betegne som før- eller efterkrigsmaskiner, skriver Padborg Park i en pressemeddelelse. Det er typisk gamle britiske maskiner, hvor modellerne blev udviklet i sidste halvdel af trediverne, og hvor man fortsatte med samme teknik og opbygning, da man efter krigens ophør endelig fik omstillet produktionsapparatet fra krigsmateriel til civile produkter. Fordi der endnu ikke havde været tid til at udvikle nyt.
I den anden ende af skalaen er ny-klassikerne. Det er maskiner fra de SuperSport- og SuperBike-klasser, som i starten af halvfemserne blev introduceret på internationalt plan. Det er effektfulde sportsmaskiner, som i grundopbygning svarer til mange moderne maskinerne, men hvor specielt elektronikken dog endnu ikke var så udviklet, som den er i dag.
De historiske motorcykler kan opleves lørdag som søndag. Lørdag formiddag køres der tidtagning, og søndag køres løbene .srj