Dette er sidste udgave af Lokalavisen Varde
Jysk Fynske Medier har valgt at lukke Lokalavisen Varde. Medievirksomheden vil fremover fokusere på at servicere læsere og annoncører med en endnu stærkere udgave af den velkendte Ugeavisen Varde.
Som led i en større handel med Politikens Lokalaviser overtog Jysk Fynske Medier den 15. juni Lokalavisen Varde. I forvejen driver Jysk Fynske Medier Ugeavisen Varde, og efter moden overvejelse har medievirksomheden nu valgt at lukke Lokalavisen for at samle kræfterne om at levere en endnu bedre udgave af Ugeavisen Varde.
Under alle omstændigheder skulle Lokalavisen Varde have skiftet navn efter handlen, fordi Politikens Lokalaviser stadig ejer brandet Lokalavisen, men nu bliver der altså tale om en lukning i stedet for et navneskift.
“Det er ingen hemmelighed, at det lokale annoncemarked er under pres fra udenlandske konkurrenter som Google og Facebook, så det er en helt naturlig og fornuftig konsolidering, at vi fremover kun vil drive én ugeavis i Varde,” siger administrerende direktør i Jysk Fynske Medier, Jesper Rosener.
Det giver mulighed for at skrive og producere en endnu stærkere ugeavis til glæde for både læsere, annoncører og lokalområdet i al almindelighed.
“Vi agter stadig at leve op til vores publicistiske ambitioner om at spille en vigtig rolle for demokrati og sammenhængskraft i vores lokalområder med både ugeaviser, dagblade og nyhedssites,” konstaterer Jesper Rosener.
Denne udgave af Lokalavisen Varde bliver dermed den sidste. Lokalavisens ugeavis-site i Varde vil også blive afviklet, men som nævnt vil Ugeavisen Varde fortsat levere en stærk dækning af lokalområdet på både print og web og er klar til at tage imod den del af Lokalavisens læsere, som ikke i forvejen er brugere af Ugeavisen Varde eller ugeavisen.dk/varde. Desuden er Jysk Fynske Mediers salgsafdeling i fuld gang med at kontakte Lokalavisens annoncører for at sikre deres fremtidige markedsføring i lokalområdet.
Fakta Ugeavisen Varde kan kontaktes på følgende måder:
Tlf. 75222444
Salg: ann.varde@ugeavisen.dk