Fortsæt til indhold

Esbjerg er klar til endnu en storstilet Taekwondo lejr

Arkiv
Rune Weitling

I uge 28 kommer det til at vrimle med taekwondo-udøvere, hjælpere, ledere, frivillige og mange andre i og omkring EFI Hallerne.

Hallerne skal nemlig atter danne ramme om den gigantiske Summercamp, der er en sportens største begivenheder herhjemme, og hvor der alle dage er blevet kæmpet, trænet og grint. De bedste instruktører og forrygende faciliteter er alt sammen stillet til rådighed for de godt 1000 deltagere, der plejer at kvittere ved at give alt, hvad de har i sig. Det samme gør Esbjerg Taekwondo Klub, der selv efterhånden kan kaldes verdensmestre i at arrangere en forrygende Summercamp.

Det sociale er i højsædet

Ugen kommer uden tvivl til at byde på mange gode og positive oplevelser for alle. Esbjerg Taekwondo har senest i 2014 været vært, og her 'serverede' man en uge, hvor gamle venskaber blev plejet og udbygget, men hvor også helt nye blev grundlagt. For selv om der konkurreres på højt plan, er Summercampen ført og fremmest en uge, der står i kammeratskabets tegn, og hvor det sociale liv altid trives på bedste vis. Det er elite- og breddeidræt i skøn forening.

Den 12. juli er der ydermere såkaldt 'Fight-Night', hvor blandt andet Danish Taekwondo Demonstration Team, der blandt andet har givet opvisning til Dronningens fødselsdag, deltager. Demonstrationsholdet arrangerer også træninger på campen, hvor der desuden kommer gæster fra andre sportsgrene, såsom selvforsvar, våbenkamp, systema, fitness, zumba og hapkido.

På Campen vil der være også deltage mange tidligere og nuværende europa- samt verdensmestre, blandt andet klubbens egen Sofie Berggreen Jensen, der netop er blevet europamester. Der er med andre ord lagt i ovnen til endnu en forrygende Summercamp i Esbjerg.