Operaklassikere i det fri på Skamlingsbanken
Fire kongelige operasangere giver gratis smagsprøver søndag 20. august
koncert Søndag 20. august byder Det Kongelige Teater igen velkommen til Opera i det fri i på Skamlingsbanken. Fire kongelige operasangere, en pianist og en konferencier binder koncerten sammen til en rørende smuk oplevelse, uanset om man er garvet operaentusiast eller ny i genren. Kridt danseskoene med Magdelone fra Carl Nielsens Maskarade, bliv forført af den kvindekære hertug fra Verdis Rigoletto, udbring en skål sammen med det elskende par fra La traviata, nyd den musikalske forening af jazz og opera med Porgy og Bess eller tag valsetrin med en glad enke. Med andre ord er der noget for enhver smag og lyst. Pak madkurven og tag hele familien i hånden til et kig ind i operaens eventyrlige verden, opfordrer Musikkolding i en pressemeddelelse. Igen i år etableres der parkering på toppen af Skamlingsbanken, så man har mulighed for at køre helt til døren. Læs mere på www.musikkolding.dk.jesl Fakta Opera i det fri Præsenterer højdepunkter fra Det Kongelige Teaters kommende sæson. Foregår søndag 20. august. Der er gratis entre.