Andreas skal male Sønderborgs største kunstværk
Andreas Welin skal male gavlmaleri i Sønderborg med spejdermotiv
Sønderborgs måske største kunstværk bliver til virkelighed i næste måned.
Det sker når Sønderborg-kunstneren Andreas Welin laver et stort maleri på den store hvide gavl ved skøjtebanen på havnen.
Idéen kommer fra Sønderborg Kunstfond.
“Jeg har vandret byen rundt for at finde facader, der kunne bruges. Og denne er den bedste. Skal man lave et stort gavlmaleri i Sønderborg, så skal det være her,” fortæller Karen Marie Jensen, der er næstformand i Kunstfonden, der står bag projektet.
“I Kunstfonden vil vi gerne arbejde mere aktivt med nye kunstformer. Vi vil gerne stå bag et nyt gavlmaleri hvert år. Motiverne skal være lokalt forankret, som f.eks. Ringriderfest, ProjectZero eller sønderjysk kaffebord,” siger Karen Marie Jensen.
I første omgang bliver det sommerens store spejderlejr, der bliver foreviget på en gavl.
“Der kommer 35.000 spejdere og op mod 100.000 besøgende til spejderlejren. Det er værd at sætte et minde for,” siger Karen Marie Jensen
Største opgave
Opgaven bliver lagt i hænderne på Andreas Welin, der stammer fra Sønderborg men flyttede til København for halvandet år siden.
Han har malet graffiti i seks år - de sidste tre år som levevej. Han har blandt andet malet flere på Roskilde Festival samt den ny VR Arena i Universe, ligesom han har arbejdet i bl.a USA, Holland og Australien.
Derudover kender mange sikkert nogle af hans ældre malerier på væggen ved Zielkes Fitnessklub i Sønderborg
“Jeg har lavet omkring 400 vægmaleri de sidste fem år, men dette bliver mit hidtil største,” fortæller Andreas Welin, der selv har båret spejderuniformen som barn.
“Jeg var FDF-spejder i Sønderborg for mange år siden. Jeg var også med på spejderlejr, men jeg havde høfeber, så jeg blev altid sendt hjem.”
Spejderbevægelsen blev for hans vedkommende skiftet ud med spraymaling og kunst.
Moderne spejder
“Det bliver en stor figur, formentlig en spejderdreng, og maleriet skal fortælle om spejderne på en moderne måde. Chr. X Bro kommer også med på maleriet, så når man står et bestemt sted, ser det ud som om, at broen fortsætter ind i maleriet,” fortæller Andreas Welin, der dog ikke har fået frie hænder til værket. Både kunstfonden og spejderne har indflydelse på det endelige resultat.
“Jeg havde faktisk en færdig skitse til maleriet, som blev kasseret,” fortæller Andreas Welin, der dog tager indblanding med ro.
“Sådan er vilkårene, når man får en opgave som denne, men nogle gange er man selvfølgelig nødt til at sige fra. Det er ikke nyt for meget at skulle arbejde med de krav.”
Gavlen tilhører Flemming Jensen, der gratis har stillet den til rådighed for kunstværket i mindst 10 år.
Andreas Welin forventer at begynde gavlmaleriet, der skal males med spraymaling, den 5. juli. Afsløringen af værket sker søndag den 23. juli klokken 11.00.