Første spadestik til ny cykelforbindelse
Mandag tog formanden for By- og Planudvalget i Fredericia Kommune, Steen Wrist Ørts, det første spadestik til den nye supercykelforbindelse mellem Fredericia og Middelfart.
Cykelturen mellem Middelfart Station – Gl. Lillebæltsbro – Jernbanegade ved banegården og Norgesgade ved bymidten i Fredericia skal blive en bedre og tryg oplevelse. Omkring 2000 cyklister bruger dagligt strækningen men ambitionen er, at endnu flere vælger at lade bilen stå og snuppe cyklen, når supercykelforbindelsen står klar.
Projektet er også en del af samarbejdet i Trekantområdet, hvor et net af supercykelstier skal binde boliger, arbejdspladser og uddannelser i Trekantområdet sammen. Visionen er at skabe en åben grøn storby med gode forbindelse mellem byområderne.
Anlægsbudget for Fredericia Kommunes del udgør 15 millioner - heraf ni millioner finansieret af Fredericia Kommune og seks millioner af Vejdirektoratets supercykelstipulje.