Rejsebrev fra en korpige
Stine - et medlem af Gl. Haderslev Kirkes Pigekor - sender denne hilsen fra Norge
Pigekoret fra Gl. Haderslev Kirke fik sig en rejseoplevelse ud over det sædvanlige, da de rejste til Det Nordiske korstævne ”Norbusang” i Bergen i Norge. Stine fra koret har skrevet denne rejseberetning:
“Spændte stod vi alle klar i sognehuset, klar til at tage turen mod Bergen i Norge. Kufferter var pakket og mobilen ladet op! Alle ventede vi blot på at bussen skulle ankomme og køre os til Billund, så rejsen for alvor ville begynde.
Da vi ankom til Billund efter en god times kørsel i bus, var tiden nu kommet til at sende vores kufferter og os selv sikkert afsted mod Oslo og senere Bergen.
Klokken var 16 da vi landede i Oslo, trætheden var begyndt at melde sig. Vi havde en time i lufthavnen inden vores fly fløj mod Bergen. En time lyder som lang tid… Men ikke i vores tilfælde.. Forsinkede nåede vi ned til flyet lige inden afgang.”
Norbusang
“Vi ankommer til Bergen kun lidt forsinkede og står og venter på vores baggage. Ved bagagebåndet møder vi et andet kor og en af arrangørerne for Norbusang. Vi finder dog hurtigt ud af at vores bagage ikke har været med flyet.
Vi bliver kørt fra Bergen mod byen Os og bliver tjekket ind i et klasselokale på Os ungdomsskole. Trætte får vi vores bagage ved 23-tiden og får hurtigt redt seng og falder til ro.
Næste dag står vi friske og veludhvilede op ved 7 tiden - klar til en dag i musikkens tegn. Koret blev delt i to, de ældste skulle gå over i kirken og øve til deres workshop ”Alone looking at the mountain” mens de yngste skulle gå over i gymnastiksalen og øve til deres workshop ”Vennskab, ensomhed og sånn”. Der var i alt 6 workshops fordelt over 3 aldersgrupper. Der var ca. 600 unge fra 10-26 år. Hver workshop skulle fremvise deres sange ved det store afslutningsshow i Kulturhuset Oceana, om lørdagen, i Os hvor også 4 fællessange skulle synges.
Torsdag eftermiddag synger vi koncert i Kløvertun, hvilket var en spejderhytte ved siden af kirken. Her sang vi koncert og hørte på 5 andre kor fra de andre nordiske lande.”
Workshops
“Fredag gik ligesom torsdag med øvelse i workshops og øvning på fællesværkerne. Fredag havde vi også et par timer i Bergen by. Vi blev kørt ind til centrum i Bergen og besluttede os for at tage en tur med Fløibanen. Vi stod i kø til turen i omkring 20 minutter. I den tid besluttede vi os for at underholde de andre i køen med en lille improviseret koncert.
Fløibanen kørte os op på et fjeld med den BEDSTE udsigt over Bergen. Da vi tog ned igen havde vi omkring en time på egen hånd inden bussen kørte os tilbage til Os.
Lørdag stod den på generalprøve i Oseana inden den store koncert om aftenen. Aftenens koncert forløb skønt og alle var glade, dog også lidt triste ved tanken om at bussen mod lufthavnen henter os kl 6 søndag morgen, men inden det skulle der hygges igennem ved aftenens fest.
Søndag morgen stod vi op klokken 5, ikke alle var lige glade for den tidlige vækning :)
Denne gang havde vi 4 timer i Oslo lufthavn. Og igen besluttede vi os for at underholde de andre ventende gæster i lufthavnen med lidt sang. Denne gang var glæden større da de fleste var danskere på vej hjem, som kunne forstå hvad vi sagde :)
Hjemrejsen forløb problemfrit og vi var hjemme i Haderslev ved 15-tiden. Trætte, men glade, med en masse oplevelser i bagagen.”
Nyt musik og bekendtskaber
Alt i alt har vi på Norbusang lært en masse nyt om musik, og mødt en masse nye mennesker.
De første par dage var det dog en udfordring, at alt foregik på norsk, men efterhånden blev vi vant til at høre det og kunne forstå hvad de sagde.:)