Fortsæt til indhold

Det står skrevet, at...

Arkiv
Peter Friis Autzen

En gang imellem beskylder politikere og myndigheder journalister som mig for at forkorte komplicerede sager så meget, at sammenhænge går tabt.
Det er givetvis en berettiget kritik.
Men der findes godt nok også eksempler på, at politikere og myndigheder gør det modsatte og tærsker langhalm, så selv de mest sultne grønthøstere til sidst må give op.
I år er der byrådsvalg, og mangen politiker-spire drømmer om at komme i byrådet for at gøre en forskel. Lad følgende femtedel af et enkelt dagsordenspunkt fra et byråds-udvalg tjene som en slags advarsel:
“Der er udarbejdet et notat, der skal udgøre et beslutningsgrundlag til politisk drøftelse i udvalget. Notatet skal kvalificere en politisk beslutning om at igangsætte en foranalyse af mulighederne for at styrke uddannelsesmiljøet i Fredericia. (...) Foranalysen skal kvalificere udvalgets beslutning om at igangsætte en eventuel analyse af mulighederne...,” står der skrevet.
Med fare for at gøre mig skyldig i journalistisk forfladigelse koger jeg det ned til:
“Vi har forberedt os på eventuelt at forberede forberedelsen af en beslutning om at forberede en analyse, som skal forberede en beslutning.”
Inden man vælger at gå ind i lokalpolitik, skal man måske liiiige overveje, om ens sovehjerte er for godt til at klare sig igennem den slags.
Jeg har stor respekt for de, der forpligter sig til det - og endnu større respekt for de, der klarer det. Der findes ikke kaffe nok i verden til, at jeg selv kunne gøre det.