Fortsæt til indhold

Lokalavisen Odense lukker og slukker

Jysk Fynske Medier har valgt at lukke Lokalavisen Odense. Medievirksomheden vil fremover fokusere på at servicere læsere og annoncører med en endnu stærkere udgave af den velkendte Ugeavisen Odense.

Arkiv
Af Kim Stagaard - ks@jfmedier.dk

Som led i en større handel med Politikens Lokalaviser overtog Jysk Fynske Medier 15. juni Lokalavisen Odense. I forvejen driver Jysk Fynske Medier Ugeavisen Odense, og efter moden overvejelse har medievirksomheden nu valgt at lukke Lokalavisen for at samle kræfterne om at levere en endnu bedre udgave af Ugeavisen Odense.

Under alle omstændigheder skulle Lokalavisen Odense have skiftet navn efter handlen, fordi Politikens Lokalaviser stadig ejer brandet Lokalavisen, men nu bliver der altså tale om en lukning i stedet for et navneskift.

“Det er ingen hemmelighed, at det lokale annoncemarked er under pres fra udenlandske konkurrenter som Google og Facebook, så det er en helt naturlig og fornuftig konsolidering, at vi fremover kun vil drive én ugeavis i Odense,” siger administrerende direktør i Jysk Fynske Medier, Jesper Rosener.

Det giver mulighed for at skrive og producere en endnu stærkere ugeavis til glæde for både læsere, annoncører og lokalområdet i al almindelighed.

“Vi agter stadig at leve op til vores publicistiske ambitioner om at spille en vigtig rolle for demokrati og sammenhængskraft i vores lokalområder med både ugeaviser, dagblade og nyhedssites,” konstaterer Jesper Rosener.

Den udgave af Lokalavisen Odense, som udkommer 29. juni, bliver dermed den sidste. Websitet www.odense.lokalavisen.dk vil også blive afviklet, men som nævnt vil Ugeavisen Odense fortsat levere en stærk dækning af lokalområdet på både print og web og er klar til at tage imod den del af Lokalavisens læsere, som ikke i forvejen er brugere af Ugeavisen Odense eller ugeavisen-odense.dk.
Desuden er Jysk Fynske Mediers salgsafdeling i fuld gang med at kontakte Lokalavisens annoncører for at sikre deres fremtidige markedsføring i lokalområdet.