Mere tilsyn med kommunale daginsitutioner
Lige meget tilsyn med private og kommunale institutioner
Fremover skal tilsynet med kommunale og private daginstitutioner i Fredericia Kommune være ens.
Det betyder, at de kommunale institutioner skal have besøg af tilsynet hvert andet år. Tidligere fik de kun tilsynsbesøg hvert tredje år.
Det er byrådets Børne- & Skoleudvalg, der har besluttet den nye tilrettelæggelse af tilsynet med områdets børneinstitutioner.
Tidligere havde de private institutioner tilsyn hvert år, mens de kommunale kun havde det hvert tredje år.
I de private institutioner blev tilsynet udført af et firma, der var hyret af kommunen til det. I de kommunale institutioner udførte kommunens egen Børne & Unge-afdeling tilsynene.
Nu ensrettes reglerne, så der føres samme grad af kontrol med forholdene i de private som i de kommunale institutioner. Og niveauet lægges på ét tilsyn hvert andet år.
“For mange år siden var forholdet mellem de private og de kommunale daginstitutioner lidt anspændt. Det er derfor, man har kørt med to forskellige tilsyns-modeller,” siger udvalgets næstformand, Cecilie Roed Schultz.
Ved at opsige samarbejdet med det private tilsynsfirma, kaster beslutningen 175.000 årlige kroner af sig. Dertil kommer nogle effektiviseringsgevinster, som man endnu ikke kan sætte tal på.
Tilsynet, der fremover skal udføres af kommunen selv, holder øje med børnenes trivsel og læringsmiljø, personalets kvalifikationer, samarbejdet med forældrene, de pædagogiske læreplaner og sprogvurderinger.