Nu kan den tyske skole starte stoppede hjerter
Ny hjertestarter og dygtige førstehjælpere øger trygheden
Eleverne på Deutsche Schule Hadersleben skal lære at redde liv. Derfor har skolen søgt og fået doneret en hjertestarter fra TrygFonden, og samtidig bliver skolen certificeret ”Du kan redde liv”-skole. Skolen forpligter sig dermed til at gå forrest for at uddanne eleverne til en generation af livreddere, der fremover skal være med til at sikre, at flere overlever hjertestop uden for hospital.
Deutsche Schule Hadersleben er blevet certificeret ”Du kan redde liv”-skole og sætter nu ekstra fokus på, at alle elever, når de forlader skolen, skal være uddannet i livreddende førstehjælp og kunne bruge en hjertestarter. Derfor bliver alle elever i 8.-9. klasse fremover undervist i livreddende førstehjælp hvert skoleår, og udvalgte lærere skal på kursus i livreddende førstehjælp, så de er rustet til at undervise eleverne. På kursusdagen blev hjertestarteren overrakt på vegne af TrygFonden af Mikkel Linnet, som er medlem af TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark.
Bag initiativet står TrygFonden, som ønsker at videreudvikle den førstehjælpskultur, der er vokset frem i Danmark i de senere år, hvor flere og flere lærer at redde liv og træder til, hvis de er vidne til et hjertestop.
“Da TrygFonden for mere end 10 år siden gik ind i kampen for, at flere skulle overleve et hjertestop uden for hospital, var det i 19 pct. af tilfældene med hjertestop, at vidner trådte til med hjælp, og i dag har vi passeret 60 pct. Det er utrolig flot, og udlandet ser også på os som et foregangsland inden for genoplivning. Men vores ambition stopper alligevel ikke her,” siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden og fortsætter:
“I dag overlever godt 13 pct., så hvis flere skal overleve, skal vi blive endnu bedre til at træde til ved at ringe 1-1-2, give livreddende førstehjælp og bruge en hjertestarter. Ambitionen er derfor, at vidner handler i 85 pct. af de tilfælde, hvor de står over for et hjertestop i det offentlige rum. Deutsche Schule Hadersleben viser med certificeringen, at de tager ansvar for at lære eleverne at redde liv.”