Beierholm - med kontor i Haderslev - fik hæder
Beierholm blev nummer fire i europæisk personalekonkurrence
Great Place to Work har netop kåret revisionsfirmaet Beierholm med kontor i Haderslev som Europas fjerde bedste arbejdsplads. Beierholm har nu kontorer i 24 danske byer.
Revisionsfirmaet Beierholm har fået endnu en fjer i hatten, hvor der i forvejen er fyldt godt op. Rådgivnings- og analyseorganisationen Great Place to Work kårede i november Beierholm som Danmarks Bedste Arbejdsplads målt på arbejdsglæde og trivsel blandt medarbejderne.
Og forleden blev det offentliggjort i Paris, at det landsdækkende firma nu også kan smykke sig med titlen: Fjerde bedste europæiske arbejdsplads i kategorien virksomheder med over 500 ansatte. Placeringen bygger på en undersøgelse foretaget af Great Place to Work blandt 2.340 virksomheder i 19 europæiske lande.
Direktør i Great Place to Works danske afdeling, Ditte Vigsø, siger om Beierholm:
”I Beierholm oplever medarbejderne, at de tildeles en høj grad af ansvar, og at lederne stoler på, de gør et godt stykke arbejde. Det giver ejerskab og bidrager til at skabe tillid mellem ledelse og medarbejdere. Lige præcis tilliden er afgørende i tider, som kræver af organisationerne og medarbejderne, at de er omstillingsparate.”
Beierholm er vækstkomet
Beierholm vokser kraftigt i disse år. På to år er virksomheden gået fra en omsætning på 530 mio. kr. til 790 mio. kr. Beierholm har opkøbt en række virksomheder, og har i dag 977 medarbejdere fordelt på 26 kontorer i 24 danske byer, blandt andet i Haderslev.
Strategien for vækst er fortsat ambitiøs. Samtidig er arbejdsmiljø og trivsel blandt medarbejderne særdeles højt prioriteret. For Beierholms adm. dir. Kenneth Jensen, hænger trivsel og vækst uløseligt sammen:
”I Beierholm kan vi se, at vedholdende arbejde med trivsel er direkte forbundet med medarbejdernes faglige præstationer og virksomhedens resultater. Medarbejdertrivsel er også en forudsætning for at kunne vækste i det tempo vi har gjort, og for at lykkes med de forandringsprocesser der konstant pågår i en virksomhed som vores.”