Genbrug for hele familien på Økolariet
Håbet er, at sommerens gæster på Økolariet finder den nye udstilling “Genbrugsbyen” så indbydende, at de kaster sig ud i de forskellige aktiviteter for sjov og dermed leger sig til ny viden om genbrug.
En af aktiviteterne hedder 'Genbrugsfabrikken', og her kan man for eksempel sende bolde af sted i et kæmpe rørsystem, der skal illustrere affaldets vej fra det puttes i containeren, til det ender på “genbrugsfabrikkerne”, hvor det bliver til nye ting. Måske vil det inspirere til selv at genbruge lidt mere.
Man kan også slå sig ned i loungeområdet og underholde sig med at se folk puste gigantiske sæbebobler.
Affald får nyt liv
'Villa GenOpfind' er en anden stor satsning i den nye udstilling. Det er et hus med tilhørende have og veranda bygget af genbrugsmaterialer fra blandt andet DGI-huset. Her finder man inspiration til, hvordan ting, der kunne være endt som affald, får nyt liv som blandt andet lamper, tøj og møbler.
Der er også mulighed for en rigtig retro-aktivitet: Dekorer dit eget sommerpostkort og send det med ægte “snailmail” fra Økolariets postkasse.
Aktiviteterne løber fra 24. juni-13. august. Se mere på www.okolariet.dk.al