Sommermarkeder og kaffebord på slottet
Så er der sommermarkeder på Gram Slot for børn og voksne
Skolernes sommerferie står for døren, og på Gram Slot betyder det liv og glade dage for børn og voksne. Slottet har gjort det til en tradition at afholde sommermarkeder, sønderjysk kaffebord, rundvisninger og mange andre aktiviteter hver torsdag i skolernes sommerferie. I år er det fra 6. juli til 10. august og alle sejl er sat til for at give turister og lokale gode oplevelser i hjertet af Sønderjylland, skriver Gram Slot
De historiske avlsbygninger bliver omdannet til markedsplads, hvor kunsthåndværkere og små fødevareproducenter har stande med deres produkter, som de besøgende kan lade sig inspirere af eller købe med hjem. Og hver tordag fra kl. 14 er man klar med det store sønderjyske kaffebord til de besøgende.
“Vores sommermarkeder vokser år for år, og vi kan mærke, at vi trækker flere og flere turister til området til vores torsdagsmarkeder. Det er vi naturligvis glade for på mange måder. Dels fordi mange lægger vejen forbi Gram Slot og tilbringer nogle hyggelige timer i området, dels fordi mange af de kunsthåndværkere og små fødevareproducenter, som kommer på markedet, får mulighed for at sælge og vise deres produkter til en bred vifte af potentielle kunder,” fortæller Liselotte Lauritzen, eventchef på Gram Slot.
For andet år er det muligt at få vurderet sine værdigenstande af eksperter fra Lauritz.com, når man kommer som gæst til sommermarkedet. 6. juli mellem kl. 13-16 er det muligt for besøgende af få vurderet smykker eller andre værdigenstande.
Oplevelser alle dage
Det er dog ikke kun på torsdage, at gæster kan få oplevelser i forbindelse med et besøg. Hver dag i løbet af sommeren er der åbent på slottet med forskellige slags rundvisninger, børn kan besøge stedets mini zoo eller legeplads, eller man kan nyde den unikke natur, der er i og omkring Gram.
Sommermarkedet er åbent fra kl 10-17.