Fortsæt til indhold

Livredderne åbner badesæsonen

I sidste uge tog kystlivredderne fra TrygFonden Kystlivredning hul på endnu en badesæson på 35 af de mest populære danske strande og havnebade. Livredderne bemander tårnene hver dag fra kl. 11-19 frem til den 16. august.

Arkiv
Arkiv

Sikkerhed Når sommerferien begynder, trækker kystlivredderne fra TrygFonden Kystlivredning som vanligt i de rød-gule uniformer for at sørge for badegæsternes sikkerhed på 35 strande og havnebade i hele landet. De er trænede til at klare alt fra alvorlige redningsaktioner til at oplyse badegæsterne om strøm, revlehuller og andre forhold, som det er godt at kende til, før man går i vandet. Man ved aldrig helt, hvordan sommervejret arter sig i Danmark, så livredderne er forberedt på både hektiske solskinsdage og mindre travle gråvejrsdage. ”Vejret spiller naturligvis en rolle for travlheden på strandene, og ofte bruger livredderne tiden imellem de rigtig gode badedage til at træne deres færdigheder og snakke med folk på stranden. Den forebyggende snak er en lige så vigtig del af jobbet, som at træde til når der opstår alvorlige situationer i vandet. Livredderne oplever generelt, at badegæsterne opfører sig fornuftigt på strandene, men hvert år opstår der farlige situationer, hvor livredderne må i aktion. Sidste år gennemførte livredderne knap 50.000 indsatser, hvoraf de 16 vurderes til at involvere personer i livsfare. De resterende indsatser er primært forebyggende. Her råder livredderne eksempelvis folk til at lade badedyr blive på land i fralandsvind, eller de kontakter badende, der er for langt fra kysten, og beder dem komme tætte på land,” siger René Højer, programchef, TrygFonden, i en pressemeddelelse.