Tre dages idræt for psykisk sårbare
Parasportsrådet i Vejle bakker op om Idrætsfestival for Sindet
OPBAKNING I dag åbner Idrætsfestival for Sindet i Vejle, og det bliver tre dage med non-stop-idræt , når 234 deltagere fra hele landet tørner sammen på Idrætshøjskolen. Kulturminister Mette Bock (LA) åbner idrætsfestivalen, og det er hun den første kulturminister nogensinde, der gør. De seneste år har festivalen fået midler fra Trygfonden, men de udløb sidste år, så i år har festivalens frivillige ydet en stor indsats for at finde nye økonomiske samarbejdspartnere. Parasportsrådet i Vejle Kommune har givet 25.000 kr. som et led i kommunens strategi om at blive parasportidrættens hovedstad. ”Det var meget nærliggende med festivalen på grund af det meget store antal, som bliver aktiveret på en utrolig positiv måde og får en god oplevelse. At de kan komme ud og få nogle gode oplevelser i stedet for at sidde derhjemme i sofaen,” siger formand for Parasportsrådet i Vejle Kommune Tage Schmidt i en pressemeddelelse.
Mere lighed i idræt
Festivalen er herudover finansieret med tilskud fra Danmarks Idrætsforbund og med bl.a. SIND, Tegne-stuen og El-gruppen som økonomiske samarbejdspartnere. ”Det er dejligt at opbakningen har været så stor – også lokalt her i Vejle. Idrætsfestivalen er fyrtårnet for idræt for psykisk sårbare i hele landet, og vi ønsker at skabe mere lighed i idræt, så der er gode idrætstilbud til alle, uanset hvilken baggrund du har,” siger Mogens Damgaard, som er administrativ koordinator for festivalen og sidder i Dansk Arbejder Idrætsforbunds forbundsledelse med ansvar for Idræt for Sindet.
Idræt er et frirum
En af dem, som glæder sig til festivalen er 34-årige Claus Gerken fra Viborg, som deltager for første gang. Han har paranoid skizofreni, og for ham betyder idrætten noget særligt. ”Idrætten er for mig et frirum, hvor jeg kun tænker på idræt og lukker alt andet ude. Den flytter fokus væk fra hovedet og ned i kroppen, så jeg kan slå hjernen fra og hjertet til,” siger Claus Gerken.
Sundhedsproblemer
En ny SFI-rapport, ’Fællesskabsmålingen’, beskæftiger sig med socialt udsatte og fællesskaber og konkluderer blandt andet, at socialt udsatte kæmper med problemer omkring økonomi, helbred, psyke og sociale relationer. Psykiske vanskeligheder som depression, angst og skizofreni kan medføre inaktivitet og usund levevis, og gruppen rammes oftere af diabetes 2 og hjerte-karsygdomme. al