Sommerhilsen til erhvervslivet
Borgmester H.P. Geil sender denne sommerhilsen til kommunens erhvervsledere
Borgmester H.P. Geil (V) skriver denne sommerhilsen til Haderslev kommunes erhvervsledere:
Kære virksomhedsleder
Nu er sommerferien lige om hjørnet, og batterierne skal lades op efter et aktivt og spændende forår. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at fortælle lidt om nogle af de aktuelle initiativer og aktiviteter, som vi har på tegnebrættet, og som også vil være på dagsordnen, når vi alle forhåbentlig friske og fulde af ny energi vender tilbage efter sommerferien.
Offentliggørelse af masterplanen for Jomfrustien
I aften kl. 19 offentliggøres masterplanen for Jomfrustien på Jomfrustien 28-34, hvor den vil blive præsenteret på en storskærm. Alle er velkomne til at deltage. Det er en meget visionær masterplan, vi har fået udarbejdet i samarbejde med arkitektfirmaet BCVA, som både skal sikre en klimatilpasning og byudvikling af området. Byudviklingsprojektet skal ses som et led i at gøre Haderslev attraktiv som bosætningskommune med spændende bymiljøer, alsidige boligområder og et godt handelsliv.
Masterplanen kan ses på: http://jomfrustien-haderslev.dk/
Haderslev som iværksætterkommune
Vores ambition er at skabe en iværksætterkultur, der er kendetegnet ved masser af mod til at starte virksomhed og bæredygtige virksomheder. Haderslev Erhvervsråd er lykkedes med at få involveret mange partnere i kommunen, herunder ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, erhvervsliv - i rollen som mentorer - og iværksættere. Næste skridt i projektet er at identificere og aktivere alle potentialer for iværksætteri og innovation i kommunen.
Vil du vide mere om projektet, og ønsker du at deltage som mentor, er du velkommen til at kontakte programleder Morten Riis fra Haderslev Erhvervsråd på 21626452 eller morten@her.dk
Det gode værtskab og Acture Park:
Sommerferien står for døren, og jeg vil opfordre alle til at have fokus på det gode værtskab for de turister, der besøger vores kommune. Jeg vil samtidig opfordre alle til selv at besøge vores mange oplevelsessteder i kommunen. Som led i at øge turismen har Økonomiudvalget fornyeligt bevilliget 1.500.000 kr. til udvikling af oplevelsesparken Acture Park. Acture Park er et samarbejde med lokale turistaktører om udvikling af deres produkter, som på sigt skal sætte Haderslev på landkortet over attraktive oplevelsessteder.
Læs mere Acture Park på: http://acturepark.dk/
Afslutningsvis skal vi sammen med Haderslev Erhvervsråd i gang med at udarbejde en ny erhvervsstrategi for 2018-2022. Vi vil løbende inddrage det lokale erhvervsliv til at give deres indspark til en god strategi, og jeg modtager også meget gerne dine bud på udfordringer mv., som du mener, bør have et særligt fokus.