“Underskud på ældre-området bekymrer os”
Røde regnskabstal giver furer i panden hos soceialdemokraterne
På mødet i Voksenudvalget forleden blev det politiske udvalg præsenteret for det aktuelle regnskab for området og for prognosen for 2017. Beregningerne viser, at ældreområdet også i 2017 kommer ud med et underskud, ligesom det var tilfældet i 2016, hvor underskuddet var på godt og vel 6 mio. Kr.
“Vi er bekymrede over, at der fortsat er udsigt til et underskud på ældreområdet. Underskuddet sætter medarbejdere og ledelse under pres, og vi kan være bange for, at underskuddet i sidste ende kommer til at påvirke den omsorg, de ældre har brug for, siger Lone Ravn (S), der er medlem af Voksenudvalget.
Underskuddet skyldes primært en øget aktivitet indenfor hjemmeplejen.
“Vi er nødt til at se virkeligheden i øjnene. Vi levet længere, bliver hurtigere udskrevet efter et sygehusophold og har dermed brug for mere hjælp fra kommunen. Det er vi nødt til at acceptere, også når der skal bevilges penge til området,” slår Lone Ravn fast.
Den socialdemokratiske borgmesterkandidat, Henrik Rønnow, der også er medlem af Voksenudvalget, bakker sin partikollega op.
“Det er desværre ikke en ny situation, at vi står med et underskud på ældreområdet, og så sent som på byrådsmødet i marts anbefalede vi byrådet at bevilge ekstra penge til området. Dengang ville hverken Venstre eller Dansk Folkeparti være med til at lukke hullet,” forklarer Henrik Rønnow.
Udsigten til kommunalvalget til efteråret får ham dog til at tro på lysere tider for kommunens ældre.
“Man kan da håbe på, at det forestående kommunalvalg får de øvrige partier til at se lidt mildere på at yde ekstra penge til ældreområdet. Jeg håber, de øvrige partier vil være med til at hjælpe. Det er der behov for,” fastslår Henrik Rønnow.
/pra