Fortsæt til indhold

Lokalavisen Aabenraa - for sidste gang

Lokalavisen Aabenraa lukker og slukker med denne udgave

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Ringridning, Sommer i by, Julehjerteby, Bjergmarathon, By Night, Fremtidens Aabenraa.
Mange, mange artikler om store og små begivenheder i Aabenraa Kommune senere, er det nu tid til at sætte det sidste punktum i Lokalavisen Aabenraa.
For mit eget vedkommende har det være fire år med pressemøder, skæbnemøder, frustration, oprigtige grin og masser af beundring.
Beundring for en by og en kommune, som konstant er på vej.
På vej fremad mod nye mål. Med mange gode politikere, driftige erhvervsfolk, hårdtarbejdende forretningsdrivende, energiske frivillige, trofaste foreningsfolk og utrættelige ildsjæle, der alle trækker i én og samme retning for Aabenraa Kommune - fremad.
Desværre bliver det nu uden Lokalavisen Aabenraa til at skildre de op- og nedture, der kommer, når man er på vej mod nye mål.

Sidste udgave

Du sidder nu med sidste udgave af Lokalavisen Aabenraa.
Ved månedskiftet er det også slut med Lokalavisen Aabenraas online-udgave www.aabenraa.lokalavisen.dk og vores Facebookside er også snart fortid.
På falderebet skal der lyde en stor tak til de mange, der har hjulpet med at gøre Lokalavisen Aabenraa til det, den er - eller var.
Tak til annoncører, kilder og ikke mindst læsere for opbakning gennem årene.
Jeg håber, I har nydt turen.