Fortsæt til indhold

Farvel og tak

Lokalavisen Vardes journalist siger farvel og tak. Avisen lukker og slukker

Arkiv
Nina Møller

Du læser nogle af de sidste linjer, jeg har skrevet i Lokalavisen Varde. Dette er den sidste udgave nogensinde af avisen.
Derfor vil jeg sige pænt farvel og tak for det år, jeg har været journalist på Lokalavisen Varde, hvor jeg begyndte 3. maj 2016.
Det har været spændende, sjovt, rørende og udfordrende. Jeg har mødt mange af jer rundt omkring i kommunen til begivenheder og interviews. Jeg ville gerne have mødt mange flere mennesker og været meget mere ude i marken, men vilkårene har været 25 timer som journalist, fotograf og redaktionssekretær med redaktion i Esbjerg siden juli sidste år.
I denne sidste avis giver jeg dig en smagsprøve på dækning af kommunalvalget, hvor jeg giver spalteplads til nye ret“ubeskrevne” stemmer, der med visioner på hver deres område er med til at sætte fokus på vigtige emner for KV17 21. november.
Grib (bade)bolden kære læser. Når du vender hjem fra solcreme, sandaler og sommerhus, så kast ideer ind i debatten og vær med til at sætte dagsordenen for valgdebatten. Gør det før andre gør det. Gør det i andre medier end Lokalavisen.
Det stopper pludseligt. Jeg fik at vide 16. juni klokken 9.30, at jeg havde fået ny arbejdsgiver. Dog ikke nyt skrivebord ...
Sådan er det i mediebranchen. Det eneste sikre er, at alt skifter hurtigt.
Vi ses derude. På en eller anden måde. Et eller andet sted .
Tak til alle dem, jeg har mødt og talt med. Tak for alle svarene på mine spørgsmål. Tak for alle historierne.

Journalistiske hilsner
Nina Møller