Fortsæt til indhold

Koncert med swingmusik og kage

Bigbandet Opus 2 giver koncert på Sønderborghus

Arkiv
Arkiv

Søndag den 11. juni er der Swing & Sweet på Sønderborghus klokken 15-17 med Sønderborg-bigbandet Opus 2.
Her kombineres swingmusik med et dejligt kagebord på Sønderborghus, hvor man i samme periode, som denne livsglade musik stammer fra, gik til bal hver weekend i det såkaldte “Sommerfuglen” eller “E Hopfaul” på sønderjysk.
Billetter kan købes ved døren og koster 100 kroner (halv pris for studerende) og giver fri adgang til swing, svingom og kaffe/te/kage. Musikerne har selv bagt alle kagerne efter alle kunstens regler, så den søde tand skulle kunne blive tilfredsstillet. Da indtagelse af sødt ofte efterfølges af tørst, kan der købes øl og vand i baren.
Formålet med arrangementet er ikke, at det skal være en decideret koncert, men at man kan sidde og hygge sig, nyde musikken, snakke og eventuelt danse.
Opus 2 Bigband er i jazzforstand et klassisk bigband, der øver hver anden torsdag kl. 19.0 på Musikskolen, Skovvej 16, Sønderborg.
Bigbandet består af en flok glade amatørmusikere, enkelte professionelle, fra lokalområdet. De spiller glad swingmusik, mainstream, med et repertoire hentet fra de store mestre som f.eks. Count Basie, Duke Ellington og Benny Goodmann.
Bigbandet søger i øvrigt en ny pianist og basunist, så hvis man brænder for at være med i bandet, også på et andet instrument, kan man henvende sig til dirigenten, musikskolelærer/basunist Jens Bauer, formanden Bo Andersen eller en af musikerne. Man kan læse mere på www.facebook.com/opus2bigband.