Fortsæt til indhold

Middelfart Marina skal udvikles

Brugerne tages med på råd

Arkiv
Arkiv

Et enigt byråd vedtog mandag den 8. maj 'Marinaplan Middelfart' - en 24 sider lang udviklingsplan for området omkring Middelfart Marina lavet i samarbejde med en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for brugere af marinaen, kommunen og konsulentfirmaet Rambøll.
Marinaplanen er en overordnet masterplan, som skal udvikle det rekreative potentiale for området og skabe bedre rammer for forenings og erhvervslivet. Målet er at gøre Middelfart Marina til et stærkt aktiv for turisme, erhverv og events, samtidig med, at marinaens brugere og kommunens borgere får en mere attraktiv marina.
“Middelfart Marinaplan udstikker en ambitiøs retning for hele kommunens marina. Vi har en marina fyldt med smukke steder og dem peger planen på, hvordan vi får endnu større glæde af. Samtidigt skaber vi rigtig gode udviklingsmuligheder for havnemiljø og sejlerliv,” siger borgmester Steen Dahlstrøm (S) i en pressemedddelelse.
Sammen med planen vedtog Byrådet en sideløbende proces for inddragelse af de, som har vist interesse for projektet - blandt andre brugerne af marinaen.
“Det er altid en balancegang at udvikle med respekt for det eksisterende, men takket være de mange input fra de 24 høringssvar og fra de 200 deltagere som mødte op på borgermødet, synes jeg, vi er godt på vej. Vi har en god tradition for at udvikle vores kommune i fælleskab med borgere og samarbejdspartnere - det samarbejde glæder jeg mig til at fortsætte omkring udviklingen af Middelfart Marina,” siger Steen Dahlstrøm.
Trafik og vejchef Uffe Høybye fortsætter processen med at inddrage brugerne på havnen bl.a. gennem det lokale brugerråd og med direkte kontakt til de brugere, som har vist særligt interesse for projektet. Interessenterne kan se frem til at modtage en invitation til at deltage i de to konkrete arbejdsgrupper for udvikling af hhv. infrastrukturen og de rekreative områder.
Arbejdsgruppen for infrastruktur vil blive inviteret til det første arbejdsgruppemøde allerede inden sommerferien.
“Deltagerne i arbejdsgrupperne bliver centrale medspillere i af få lavet et konkret oplæg til Byrådet på, hvilke projekter i planen, som vi skal realisere. Et oplæg, som skal kunne præsenteres i marts 2018,” siger Trafik og Vejchef Uffe Høybye.