Anders vil lære mere
Et meget sæsonpræget arbejdsliv var bestemt ikke noget for Anders Lund Høj. Han valgte at komme videre mod en erhvervsuddannelse gennem VUC Syd og Haderslev Handelsskole
“Jeg fulgte helt ærligt ikke meget med i folkeskolen og var ikke specielt glad for at gå til eksamen. Faktisk ville jeg bare gerne ud og arbejde.”
Anders Lund Høj kom i lære og blev uddannet bygningsmaler i 2013.
“Det var et job, jeg sådan set var glad for, men det var altså hårde vilkår og et meget sæsonpræget arbejde. Så arbejdede jeg - så gjorde jeg ikke. Og jeg vil helst have noget at lave hele tiden,” siger 25-årige Anders Lund Høj, der besluttede at uddanne sig videre.
Anders fik ikke det bedste eksamensbevis med sig fra folkeskolen. Derfor søgte han ind på VUC Syd for at tage de fag på almen voksenuddannelse, der kunne bringe ham på niveau med de krav, der stilles til en erhvervsuddannelse.
“I starten var jeg noget skeptisk over kun at arbejde med iPad i undervisningen på VUC Syd. Det havde jeg jo ikke prøvet før. Men det gik godt nok hurtigt over. De har nogle meget dygtige lærere, der hurtigt kan hjælpe - og det var fedt med kun én ting at huske: Min iPad!”
Videre med handel på EUD
Med fagene på VUC Syd vel overstået gik Anders Lund Høj videre til Haderslev Handelsskole, hvor han i januar tog fat på et halvt års EUD inden for handel. Ønsket er, at det skal føre videre til en karriere inden for handel fx i et byggemarked.
“Jeg ved, at jeg gerne vil arbejde med handel. Derfor var jeg ikke i tvivl om, hvad jeg skulle videre med på handelsskolen, for jeg vil ud og arbejde videre i det virkelige liv. Jeg er færdig på skolen her til juli, så det er faktisk rigtig meget, vi skal lære i løbet af et halvt år. Det er et højt tempo - man skal ville det,” siger han.
Og det vil Anders Lund Høj. Han søger lige nu løs for at finde en elevplads, da uddannelsen afsluttes ude i erhvervslivet.
EUD - Erhvervuddannelse
En erhvervsuddannelse er en praktisk uddannelse, der retter sig mod et erhverv. Uddannelsen veksler mellem undervisning på skole og perioder i praktik. Forløbet tager 20 uger, hvis du ikke kommer direkte fra 9. eller 10. klasse eller 40 uger hvis du kommer direkte fra folkeskolen, da du her skal starte på GF1.
Haderslev Handelsskole tilbyder tre retninger: Handel, detail og kontor. Skal du på kontor kræver det en EUX. Efter GF2 kan du læse videre på en EUX, der er en gymnasial uddannelse på linje med hf. Den tager 1 år.
Du skal have mindst 02 i fagene dansk og matematik fra folkeskolens 9. eller 10. klasse for at søge om optagelse på EUD. Har du ikke det, kan du tage