15 unge jobsøgende bestiger Alpe d'Huez

Der sidder 18 mennesker i en rundkreds. Rummet de befinder sig i er temmelig dunkelt. Udenfor skinner junisolen godt nok skarpt, men den har svært ved for alvor at trænge igennem de nedrullede og halvt foldede persienner i vinduet. I midten af rundkredsen ligger en kæp. En stilhed forplanter sig i gruppen. Et par ben sitrer lidt nervøst. Så rejser de sig op og går ind i midten og personen samler kæppen op og går tilbage til sin stol.
“Godmorgen. Jeg er nervøs og spændt på den tur, vi skal ud på. Men jeg glæder mig til at vise, at jeg kan, og jeg glæder mig til at gøre det med alle de fantastiske mennesker, jeg har mødt her.”
Han smider kæppen tilbage i midten af rundkredsen, hvor den venter på, at den næste samler den op. En pige rejser sig op og går hen og skubber til døren, som har stået på klem, og en bred lyskegle fra solen breder sig ud i rummet.

Handler om mod

Vi befinder os på Vejle Kommunes Kompetencecenter på Ibæk Strandvej. Det er i bund og grund en lettere ramponeret og godt tidsmørnet bygning - formentlig fra 70'erne - men ikke desto mindre er det her, en gruppe unge mennesker har fundet en ny mening med tilværelsen. De 18 mennesker, der før sad i rundkredsen, er nærmere bestemt 15 unge deltagere og tre ledere på cykelprojektet 'Unge På Vej - Jeg Vil, Jeg Kan', som er i gang med sit tredje år.
Fællesnævneren for de unge på holdet er, at de kommer med en bagage fyldt med særligt sociale og psykiske udfordringer, som har gjort det særdeles vanskeligt for dem at fastholde et arbejde eller en uddannelse. Den slags har det med at sætte onde selvtillids-spiraler i gang, og pludselig er kampen for en nogenlunde holdbar tilværelse blevet et uoverstigeligt bjerg at komme over. Så hvorfor ikke netop bestige et bjerg i bogstavelig forstand?
Projektet foregår over seks måneder, hvor de unge er i virksomhedspraktik tre dage om ugen, og de sidste to dage er bygget op om intensiv cykeltræning som et hold med ét stort fælles mål: at cykle fra Vejle til Alperne, hvor turen slutter efter 21 sagnomspundne hårnålesving på toppen af Alpe d'Huez. Og det er der en rigtig god grund til fortæller Morten Bundgaard Fredsted, som er en af lederne på cykelprojektet.
“Det handler om, at de skal øve sig i at komme videre med livet ved at sætte nogle mål og også tro på, at man kan opnå de mål. Det kan godt være svært. Nogle gange kan ens mål om at få et andet liv og gøre noget andet, end det man er vant til, virke uoverskueligt, hvis man altid har lidt nederlag og aldrig følt, man er god til noget. Her i cykelprojektet lærer man, at hvis man tager et skridt ad gangen, så kan man rent faktisk nå målet. Derfor handler det her projekt rigtig meget om mod, og det handler om at lære at tro på sig selv,” forklarer Morten Bundgaard Fredsted.

Samler på små succeser

Pigen der tidligere lod lyset vælte ind ad den ellers halvt lukkede dør hedder Emma Olsen Rasmussen. Nu sidder hun sammen med to af sine holdkammerater Dan Pape Nordahn og Andreas Koch Brogaard og grubler over den enorme udfordring, der venter forude. Men når de begynder at tale om den, føles det faktisk som om, at de alle tre allerede er halvvejs oppe på bjerget. Den største forhindring har de allerede med deltagelsen i cykelprojektet lagt bag sig.
I 27-årige Dan Pape Nordahns bagage ligger der således et mangeårigt stofmisbrug, mens blot 21-årige Andreas Koch Brogaard kan se tilbage på en fortid som alkoholiker. Et misbrug han faldt i allerede som 16-årig. Og så er der Emma Olsen Rasmussen, som tidligere absolut ikke har fundet det naturligt at lukke lyset ind. Det har en ADHD-diagnose og det ofte medfølgende besvær med at passe ind og dertilhørende lave selvværd lige så stille sørget for. Følelsen af ikke at være god nok sidder dybt i alle tre.
Det er derfor, de er blevet ved med at falde tilbage i gamle vaner og ikke været i stand til at fastholde job eller uddannelse. Det er slut nu. Over de seneste to og en halv måneder har de langsomt taget de små sejre, som det kræver at genoprette troen på sig selv. 20 kilometer på cykel. Mød til tiden i praktikken. Besejr Munkebjerg. 80 kilometer på cykel. Tjek, tjek, tjek og tjek! Toppen af Alpe d'Huez?
“At jeg er begyndt i det her projekt, har helt klart gjort, at jeg ikke er faldet i igen. Jeg har opdaget, at man sagtens kan have det sjovt uden at ty til stoffer og alkohol. Når jeg kommer ud og laver noget, og jeg oplever et sammenhold; det gør, at jeg også har lyst til at leve. Jeg kan se de små succeser, og jeg kan se, hvad de betyder for mig. Før tænkte jeg ikke fremtid i mit eget liv. Nu tænker jeg, at der ikke er begrænsninger. Hvis jeg kan det her, så kan jeg udrette alt,” slår Andreas Koch Brogaard fast.

Fiasko ikke en mulighed

I adskillige tv-transmissioner har vi set, hvordan Tour de France-rytterne har skåret tænder og lagt ansigtet i monstrøse folder på vej op ad Alpe d'Huez. Kampen mod sin egnen psyke for ikke bare at give op kan i bogstaveligste forstand ikke blive mere billedlig, men billedligt talt så bliver hvert enkelt af de 21 hårnålesving op ad det berømte bjerg et markant vendepunkt for hver enkelt af deltagerne i 'Unge På Vej'.
“Når vi kører op, har vi allesammen hver vores kamp, som vi kæmper. Der er jo ingen, der ved, hvordan man kommer til at reagere, når vi er der. Tanken om at jeg ikke kommer op på toppen har da strejfet mig, men den tanke skal bare ud igen. Inden i mig selv ved jeg, at det gør jeg. Folk skal ikke længere komme til mig og sige, at jeg ikke kan. Jeg har fået så meget selvtillid i det her projekt, fordi jeg har fundet ud af, at jeg kan så meget mere, end jeg selv har gået og troet,” fortæller Emma Olsen Rasmussen.

Håbløs til håbefuld

Dan Pape Nordahn knytter næverne, når snakken falder på det endelige mål. Vejen dertil er lang, og den slutter ikke nødvendigvis på toppen af Alpe d'Huez, men derfra bliver det også med knyttede næver. Der er en kamp der skal tages op, efter mange års tåget tilværelse. Henover knoerne har Dan Pape Nordahn ordet 'håbefuld' tatoveret på engelsk. 'Hopeful'.
“Det er et par år siden, jeg fik det lavet, og det var faktisk meningen, at der skulle stå 'Hopeless'. Det er jeg glad for, at jeg ikke fik skrevet. Det var ret spontant, at jeg ændrede det, og jeg kan egentlig ikke forklare hvorfor. Jeg har nok bare hele tiden haft det sådan, at man bliver nødt til at være en lille smule håbefuld, når man lever det liv, som jeg gjorde, og det har også været lang tid undervejs, men nu er det rette tilbud for mig dukket op. Ellers havde jeg nok bare stået det samme sted, som jeg gjorde for et halvt år siden,” funderer en nu håbefuld Dan Pape Nordahn.