Sommer tilbud i Gram Lergrav
Fossil hunter guides står klar i sommerferien i Gram Lergrav
"I skolernes sommerferie er vores Fossil Hunter Guides klar til at hjælpe publikum i lergraven hver dag kl. 11-16 i hele perioden 24. juni – 13. august. Guiderne vil hjælpe publikum med at vise, hvordan man bedst graver efter fossiler i leret og i fællesskab finder vi ud af, hvad det er, der dukker op af den gamle havbund," lyder det fra museet i Gram.
De fleste fossiler, som museets gæster finder i Gram Lergrav, er ret almindelige ting som f.eks. snegle- og muslingeskaller eller søpindsvin og hajtænder. Disse fund må man gerne tage med hjem som et varigt minde om turen 10 mio. år tilbage i tiden.
Men mere sjældne fund som knoglemateriale skal altid afleveres til museet, det er en betingelse for deltagelse i fossiljagt. Ved at indlevere sådanne fund bidrager man til vores fælles viden om livet for længe siden, som er af stor værdi for museet. Samtidig kan man være heldig at indkassere en findeløn, hvis fundet er så værdifuldt, at det bliver erklæret for danekræ.
Tilbuddet med faste guider udstationeret i lergraven i hele sommerferien blev indført i 2015 og var med det samme en stor succes. Derfor gentages publikumstilbuddet også i år, hvor sommergæsterne altså har mulighed for at blive palæontolog for en dag under kyndig vejledning.