Fra Løvenholms skove til Uttentals mausoleum

»Du skal være så velkommen,« lyder det i den anden ende af røret, da Lokalavisens redaktør ringer til Ejvind Nielsen, Nørager, formand for Rougsø Lokalhistoriske Forening og arkivleder for Rougsø Egnsarkiv for at tilmelde sig en aftentur på cykel ud i Løvenholmskovene med samme Ejvind Nielsen som vejviser.

»Hvis du holder klar i Nielstrup klokken 18.50, så mødes vi der med en flok fra Vivild og Nørager,« lover Ejvind Nielsen.

Vi ender med at blive 20 cyklende, og Ejvind Nielsen fortæller yderligere om aftenens program og holdesteder, før der bliver trådt i pedalerne ud mod Hovedjen 16 i et fint tempo, hvor alle kan være med.

Ejvind Nielsen har sikret sig, at der ikke er nogen, som bliver sat i feltet. Bagerst kører nemlig Tom, der via en walkie talkie kan gøre formanden opmærksom, hvis tempoet er for højt.

Aftensolen er helt oppe at ringe, og det er naturligvis fremmende for lysten til at cykle ud en lys sommeraften og mærke suset og duften af kulturarven og lokalhistorien.

Der er også tid til at falde i snak med andre i feltet undervejs og tale om fortid og nutid lokalt.

Allerede ved start har Ejvind Nielsen serveret en lille krølle om mødestedet, den lille flække, Nielstrup, som består af blot tre gårde.

»Der er rigtig mange bynavne på Djursland, der har endelsen ’rup’ eller ’strup’. Ved I, hvad det kommer af, og hvad det betyder?« spørger han og giver selv svaret:

»Det kommer af torp = landsby. Navnet dukker op i forbindelse med udflytterlandsbyer. Der skulle blot tre gårde til at skabe en ny by.«

Brænderigården

Første stop er inde på en lille grusvej, hvor Brænderigården i sin tid lå. Den blev opført i 1845 af Chr. Pind, daværende ejer af Løvenholm, og lå på Herredsvej nr. 5. Den var en del af Løvenholmgodset.

Gården, som blev bygget som en ’afbyggergård’ uden selvstændig matrikulering, husede et brændevinsbrænderi og blev udstyret med dyre kobberredskaber fra Flensborg. Bygningen omfattede både brænderi og beboelse med køkken, folkestue og værelser.

Trods fin succes, hvor gården blandt andet aftog 122 tønder malt, blev brænderiet kortvarigt. Efter Chr. Pinds død i 1855 blev det bortforpagtet, men forpagterne havde problemer med driften og skat. Det ledte til brænderiets nedlæggelse i 1870. I 1902 påbegyndtes tilplantning af området, og i dag er gården pakket ind i skov.

Ejvind Nielsen er velforberedt og fortæller levende suppleret af et par andre i selskabet.

»Nu skal vi ind og køre på grusvej et stykke tid, så hold godt fast,« maner Ejvind Nielsen.

Ligesom hovedparten af de øvrige cykelryttere har han iklædt sig gul overtræksvest af hensyn til de forbipasserende biler.

Mads Konges Kjall

Inde i skoven, og tæt på Skovskolen, gør vi holdt ved Mads Konges Kjall.

Historien om Mads med efternavnet Eriksen er et lokalt folkeminde.

Mads Eriksen, kendt som Mads Konge, levede i slutningen af 1300-tallet og tjente Otto Nielsen Rosenkrantz, herremanden på Hevringholm.

Mads var ansvarlig for ’Det vilde Stod’ – en flok halvvilde heste i den store Løvenholmskov, som strakte sig over 15.000 tønder land.

Mads Konges hjem, kendt som Mads Konges Kjall, lå strategisk ved Randers-Grenå landevejen nær den nuværende Eldrupgård, som er hjemsted for Skovskolen.

Kjallen, en stensat brønd, var centralt i hans liv, fordi den sikrede vandforsyningen til både ham selv og hestene. I dag er brønden et historisk mindesmærke, der minder om Mads’ tid som hestepasser og hans magt i skoven.

Mads var en både frygtet og respekteret mand. Skovbønderne frygtede ham, mens hestene elskede ham for den daglige håndfuld salt, han gav dem. Hans yndlingshest, Skimming, var kendt for sin styrke og loyalitet.

Historien om Mads Konge fik en dramatisk vending, da han blev anklaget for ikke at afregne landgilde til Otto Nielsen. Han blev fanget og kastet i fangekælderen, men med hjælp fra venner flygtede han. Efter syv år, hvor han kæmpede med bondehæren mod adelen, blev han til sidst fanget og henrettet.

Mads Konges Kjall står tilbage som et symbol på hans liv og tid. Stedet er en påmindelse om en mand, der herskede over skoven med fast hånd, og som blev en del af folkemindet på Djursland.

Kaffe på Skovskolen

Efter historien om Mads Konge annoncerer Ejvind Nielsen, at der nu er der snart kaffepause.

»Vi skal lige køre opad en 80 meter lang bakke, før vi er ved Skovskolen. Vi har venligst spurgt, om vi kan drikke vores kaffe her, men har ikke kunnet komme i kontakt med nogen. Det går nok alligevel.«

Skovskolen, der har været truet af lukning og taget mange overskrifter, men nu er sikret en fremtid, ligger betagende med den røde og symmetrisk smukke hovedbygning som centrum.

Ejvind Nielsen har endda tænkt på kaffe og kage til deres udsendte. Han, der runder de 80 den 3. oktober, er også en sportens mand med en fortid som både aktiv spiller og træner på fod- og håndboldbanen.

Han er rundet af det velkendte Nørager DNA. Derfor går han også op i arbejdet med lokalhistorien og egnsarkivet med liv og sjæl, så der oprigtigt er tale om en passion.

Den kom til ham for 15 år siden, og i en årrække har Ejvind Nielsen kastet sig over lokalhistorien og kulturarven con amore og bygget på sin viden. Han ved, hvad han taler om.

Får han et spørgsmål, som han ikke kan besvare på stående fod, kaster han sig over emnet, når han kommer hjem.

Valdemar Uttental

»Nu skal vi videre, hvis vi skal nå hjem og se håndbold i fjernsynet,« siger Ejvind Nielsen, da alle har rejst sig fra kaffebordene.

»Jeg håber, jeres bremser er i orden, for nu går det stærkt nedad. Vi cykler ned og kigger til Uttental.«

Hofjægermester Valdemar Uttental (1872-1951), der ikke var adelig, men en succesrig grosserer, købte Løvenholm i 1929 og renoverede bygningerne, udvidede jordtilliggendet og forbedrede driften.

Han oprettede i 1947, fire år før sin død, Løvenholm Fonden, der stadig driver godset. På daværende tidspunkt havde han også sikret fremtiden for Gl. Estrup.

Valdemar Uttental var gift med Ingeborg Sophie Elisabeth Scheel og var svigersøn til den sidste greve på Gammel Estrup, Christen Scheel.

Han købte hovedbygningen, haven og den nærliggende skov på Gammel Estrup i 1928.

Skovarealet lagde Uttental senere sammen med skovene på Løvenholm.

Han havde en vision, som i 1930 blev en realitet, at Gammel Estrup skulle blive til Jyllands Herregårdsmuseum.

Så Valdemar Uttental har i høj grad været med til at sikre sit lokale eftermæle og de to herregårdes ditto.

At han ikke var i tvivl om sin betydning, får man vished for, når man står foran det imponerende ottekantede mausoleum, en gulstensbygning i en lysning i skoven nær Løvenholm.

Fik han hesten med?

Det lod han opføre til sig selv.

»Han ligger i indviet jord,« forsikrer Ejvind Nielsen.

Han nævner, at man på Rougsø Egnsarkivs hjemmeside kan se Valdemar Uttentals kiste placeret i mausoleet. I dag er området hegnet inde og indgangsdøren låst.

Ifølge overleveringen skulle Uttental have sørget for, at hans favorithest blev skudt og begravet sammen med ham foran mausoleet, bemærker Ejvind Nielsen, før vi lige runder Løvenholm.

Nu skal det gå stærkt, for håndbolden venter.

Løvenholm er sidste kapitel.

Tidligere Gjesingholm

Herregården Løvenholm tager sig imposant og majestætisk ud i aftensolen.

Løvenholm hed tidligere Gjesingholm. Gården fik sit nuværende navn, da grevskabet Løvenholm blev oprettet i 1674.

I 1400-tallet var Gjesingholm muligvis ejet først af Skt. Hans Kloster i Viborg og siden af Essenbæk Kloster sydøst for Randers.

Gården var i mere end 100 år ejet af den fremtrædende adelsslægt Rantzau.

Løvenholm er mere end en messe værd og meget mere end det kvarter, som der var tid til denne onsdag aften.

Bygningerne råber på et besøg ude og inde i vinterhalvåret. Ideen hermed givet videre til Ejvind Nielsen.

Han runder af og takker for fremmødet og interessen.

»Selv tak,« lyder det fra samtlige efterfulgt af en velfortjent klapsalve.

Fantastisk, hvordan en cykeltur anno 2024 i to timer på 16-17 kilometer kan få fortid og nutid til at linke, som det hedder på moderne dansk.

Deres udsendte var høj af oplevelsen og nød da også cykelturen hjem over Gjesing, Auning, Pindstrup, Marie Magdalene og til Ryomgård fyldt op af oplevelser og lokale historier fra det vestlige Norddjurs.

Tak for turen.