Fortsæt til indhold

Nyt lyskryds med svingbaner ved Anbækvej og Viborgvej

Debat
Niels Flade Nielsen, byrådsmedlem og gruppeformand for Socialdemokratiet i Favrskov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Byrådet i Favrskov er netop gået i gang med at forhandle om næste års budget. Forhandlingerne er præget af, at vores budget er presset. Vi oplever stigende driftsudgifter på tilsammen 30 millioner kroner på områderne sårbare børn og unge og handicap og psykiatri.

På grund af dette budgetpres har vi fra Socialdemokratiets side kun fremsendt meget få budgetønsker.

Et af de anlægsønsker, som vi har fremsendt til dette års budget, har sit udgangspunkt i de netop afsluttede infrastruktur forhandlinger, og de forslag som Folketinget har besluttet. Af dem fremgår det at forlægningen af Viborgvej udskydes til efter 2031.

Vi foreslår derfor, at der afsættes et beløb til anlæg af et lyskryds med svingbaner i krydset Anbækvej/Viborgvej. Lyskrydset skal være med til at lette fremkommeligheden ved udkørsel fra Hammel og Anbæk på Viborgvej.

Placeringen af et lyskryds i Anbæk passer godt ind i den fortsatte byudvikling af Vadsted-udstykningen, hvor vi er i gang med udstykningen af næste etape af Hvedebakken. Samtidig vil det lette adgangen til og fra industriområdet i Hammel, hvor vi gennem den seneste tid har oplevet stigende interesse for at lokalisere sig. Da Viborgvej er en statsvej, ønsker vi desuden at undersøge muligheden for, om vi kan få staten til at medfinansiere projektet.