Vi bliver hjemme!
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Vi sad og ventede i kirkens rolige og kølige aftenrum – vi skulle have Ro til Tro. Der lød smukke toner fra orglet, mens klokkerne ringede inden aftenens andagt. Der var bare et lille problem, kirken var helt tom ud over os. Der kom ikke en eneste kirkegænger.
Vi snakkede om, at der vist også var en fodboldkamp og at det jo også var en særdeles smuk septemberaften, så der var gode grunde til, at der ikke kom nogen.
Vi kan ikke undgå at ærgre os, når vi nu stod og var helt klar til at sprede det glade budskab og ingen så kom.
Men jeg begynder at fornemme, at det måske ikke så meget handler om fodboldkampe i fjernsynet eller smukke sommeraftener, men måske noget andet er på spil.
Det seneste 1,5 år har vi været hjemme, aflyst alverdens aftaler, og set en tom kalender foran os. Og vi har fundet vores vej i det. Vi har vænnet os til roen i eget selskab og familiens skød. Og nu er alting åbnet igen!
Vi bliver konstant inviteret til alverdens ting. Og jeg tror den samme træthed og sociale mæthed, som jeg føler og overvældes af, er den samme, som gør, at der lige den aften ikke kom nogen i kirke.
For vi er socialt mættede. Vi har hungret efter venner og kære og nyde friheden i hinandens selskab. Og nu er den her og så kan vi mærke, at det faktisk er ret overvældende.
Vi skal lige vænne os til at være ude i verdenen og at der er mennesker omkring os hele tiden. At mange har krav og forespørgsler til os.
Hvor meget skal vi sige ja og hvornår kan vi sige nej. Kan man tillade sig at sige nej og blive hjemme eller burde vi bare sige ja til alting, fordi vi ikke har kunne i så lang tid?
Jeg tror vi skal give os selv og hinanden den tid det tager at vænne sig til det sociale fællesskab, der nu er helt tilgængeligt igen.
Men vi håber nu alligevel, at I siger ja til kirkens invitation og finder vej til kirkebænken søndag morgen, tirsdag aften, eller hvornår den kalder på dig.