Præstens klumme: Alle mennesker har krav på kærlighed og respekt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Da jeg gik i gymnasiet, fik jeg den gode ide at få en piercing i underlæben – ligesom den seje rockguitarist i det dengang populære rockband Blink 182. Jeg syntes selv, det var ret sejt. Min mor delte ikke min begejstring.

Vi boede i et byhus, hvor min bror og jeg havde værelser ovenpå. Så hver morgen stod vi op og gik ned af trappen til underetagen. Det kan ske, at det kun er hændt enkelte gange, men det har printet sig i min hukommelse, at når jeg gik ned af trappen, så gik min mor forbi nedenfor og kiggede op på mig, hvorefter hun sagde:

»Du er ellers sådan en flot dreng. Men den dér,« sagde hun og pegede på min underlæbe »dét er ikke særligt pænt.«

Jeg tænkte, at det skal hun ikke blande sig i. Men når jeg kan huske episoden så klart, så er det nok også fordi, den har ramt mig

.

Nu skal man passe på, hvad man siger. Men jeg vover alligevel at have sympati med min mors synspunkt. Unge børn og teenagere har brug for nogle forældre, som ikke altid pakker dem ind i vat og giver dem indtryk af, at de altid er smukke og unikke, og lige meget hvad de gør, så er det ok og verden er kun til for deres skyld.

Forældrenes rolle er også engang i mellem at give deres børn modspil og sige deres åbenhjertige mening. Det kan man sagtens gøres, samtidig med at man omfavner dem i kærlighed og forståelse. Hvis ikke man giver dem modspil, så gør man dem en bjørnetjeneste for deres fremadrettede liv ude i verden.

Det har lige været oppe at vende i medierne, at en skole i Vejle har forbudt eleverne at gå i såkaldte crop tops; en beklædningsgenstand man tager på overkroppen oftest af piger, som er lidt for kort og dermed blotter den nederste del af maven.

En elev på skolen udtalte til radioavisen, at hun syntes det var meget forkert, at skolen lavede sådan et påbud. For, det fik hende til at føle, at hun stødte andre med sin påklædning og at hun udsendte forkerte signaler med det tøj hun havde på. Hun var begyndte at skamme sig over at gå klædt sådan som hun gerne ville og det var et problem.

Jeg vil ikke ytre min holdning til crop tops – den er forbeholdt min datter, når hun når den alder. Men tanken om, at man ikke må føle skam, vil jeg gerne udfordre. Selvfølgelig skal vi ikke til at gå rundt og skamme os over, dem vi er. Det er slet ikke min pointe. Som præst vil jeg til hver en tid stå ved, at vi alle sammen er værdifulde og smukke mennesker.

Men skam har også en adfærdsregulerende funktion, som vi ikke skal overse. Når vi skammer os, så er det også en form dannelse – en måde vi bliver klogere på, hvordan vi skal være og agere i verden. Jeg ville meget nødigt leve i et skamløst samfund, fordi det også vil være et grænseløst samfund. Vi er relationelle individer og påvirker uomgængeligt hinandens verden. Vi kan ikke altid gøre, det vi har lyst til – og det er en god ting.

Igen, hvis jeg ikke har sagt det klart nok: Alle mennesker er værdifulde og har krav på kærlighed og respekt – men nogle gange også vores ærlige mening, selvom den ikke altid er vel hørt.