Tvangsadoptioner som spareredskab er ulækkert og usmageligt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For fjerde år i træk, altså i hele perioden for det siddende byråd, kan man konstatere, at budgetterne på området for sårbare børn og unge ikke holder. Byrådet bevilger 14 millioner kroner til at dække hullet, vel at mærke 14 millioner allokeret til flere anbringelser, alt imens den langsigtede plan i forhold til de tidligt forebyggende indsatser mest glimrer ved sit fravær.

Parallelt og i al stilhed har forvaltningen allerede iværksat en spareplan, hvor tvangsbortadoptioner indgår som et af flere ”Initiativer for at reducere merforbruget.”

At denne vedtagne spareøvelse er gledet gennem Børne- og Skoleudvalget, uden at det tilsyneladende har kastet nogen større reaktion af sig fra medlemmerne af udvalget, er mig ganske enkelt ubegribeligt.

At få tvangsbortadopteret et barn er det mest voldsomme, en familie kan blive udsat for. Skal man overhovedet ty til denne form for ultimativ magtanvendelse, så må det aldrig nogensinde være med et spareformål for øje.

Det er både ulækkert og usmageligt, og det bør stoppes omgående.

I stedet for kortsigtede hovsaløsninger bør man bruge sin energi på de tidligt forebyggende indsatser for børn og unge i udsatte positioner. Det giver både menneskeligt, fagligt og økonomisk langt mere mening.