V vil styrke Skanderborgs erhvervsklima
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Venstre ser med stor glæde og tilfredsstillelse, at vi er rykket markant op på DI´s årlige liste over erhvervsvenlighed til en placering som nr. 19. Mange parametre er med til at afgøre den samlede placering, og vi skal være de første til at erkende, at enkelte parametre kan flytte en kommunes placering med 10-20 pladser fra år til år.
Derfor giver det et mere retvisende billede at se på udviklingen over en fler-årig periode. Samtidig mener vi, at det giver rigtig god mening at sammenholde udviklingen med de omkringliggende kommuner, da vi jo løbende er i konkurrence om at fastholde og ikke mindst tiltrække nye virksomheder.
De østjyske ”satellit-kommuner” omkring Århus er begunstiget af stor tilflytning typisk af børnefamilier. Det er overordnet set meget positivt, men det betyder også, at kommunerne bliver presset på deres anlægsinvesteringer. Til daginstitutioner, skoler, idrætsfaciliteter mm. Derfor har vi brug for at tiltrække flere virksomheder, det skaber vækst, øget omsætning og flere skattekroner i kommunekassen.
Sammenligner vi Skanderborg Kommune med hhv. Silkeborg og Horsens Kommune på deres erhvervsvenlighed jf. DI’s liste over de seneste 5 år, bliver det tydeligt at Skanderborg Kommune halter betydeligt efter de andre.
Desuden er Skanderborgs placeringer kendetegnet ved årlige spring op og ned ad listen. Det mønster ser man ikke for vores nabokommuner. Med et enkelt udfald har de hver især ligget i top 20 igennem perioden. Det indikerer, at de på en helt anden måde har haft fokus på at tiltrække nye virksomheder/flere arbejdspladser.
Silkeborg Kommune er i år den anden mest erhvervsvenlige kommune. Danfoss udbygger eksempelvis pt. i Silkeborg med 500 nye arbejdspladser. Hvorfor? Kommunen har forstået at sætte de rigtige rammevilkår. Vi spørger os selv, kunne de arbejdspladser være blevet etableret i Skanderborg Kommune, hvis man havde haft en mere målrettet og ambitiøs tilgang i kommunen?
Tidligere på året fremlagde SMVdanmark, en brancheforening for de små og mellemstore virksomheder, deres undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Her fik Skanderborg Kommune en placering som nr. 48. Udslagsgivende var bl. a. utilfredshed med sagsbehandlingstiden. Endnu en indikation på at der er plads til forbedringer i Skanderborg Kommune. Evalueringer som de ovenfor nævnte er selvfølgelig ikke objektive sandheder men et udtryk for virksomhedernes oplevede vilkår. Dem er vi nødt til at lytte til, for virksomhederne handler derefter.
Venstre har derfor ved det netop indgåede budgetforlig for 2021 stillet krav om, at der skal arbejdes målrettet på at få Skanderborg Kommune med i top 10 på DI’s liste og, at der skal mere fokus på konkurrenceudsættelse. Det er ikke nok at stille sig tilfreds med, at det går godt i Skanderborg Kommune. Spørgsmålet er, om vi får det fulde udbytte ud af vores potentiale. Venstre vil have fokus på, at det bliver realiseret.