Hvad siger byrådspartierne i Favrskov til klimafjendtlig beslutning?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Alle er vist enige om, at kollektiv transport er det bedste i klimaindsatsen frem for individuel biltrafik. Det kan derfor undre, at politikerne har nedlagt rute 115 mellem Hinnerup og Randers.
Også fordi borgere fra Hinnerup henvises til sygehusbehandling i Randers, er dette et problem. Dette endskønt Skejby blot ligger et stenkast fra Hinnerup.
For ældre og gangbesværede er det problematisk. Nu kommer der et ekstra busskifte undervejs, hvis man ikke kan blive transporteret i privatbil. I forvejen skal man skifte i Randers mellem busstation og sygehuset.
Selvom det er regionen, der har truffet denne klimafjendtlige og socialt forringende beslutning, bør de politiske partier i Favrskov gøre en indsats for at få den direkte rute mellem Hinnerup og Randers tilbage. En udmelding fra de politiske partier før byrådsvalget vil være interessant.