Mere frihed til forskellighed
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Kommunevalget nærmer sig, og det betyder masser af læserbreve med vidt forskelligt indhold og ikke mindst angivelse af intentioner i mange retninger.
Aktuelle undersøgelser forsøger at indkredse vælgernes favorittemaer. Det efterlader, ikke overraskende, et indtryk af, at de fleste borgere er mest interesseret i de temaer, der vedrører deres egne og deres nærmestes hverdagsvilkår.
Uanset om man er optaget af ældreområdet, sundhed, miljø eller noget helt andet, forekommer det oplagt, at den personlige frihed og selvbestemmelsesretten i sammenhæng med mulighederne for selv at tage ansvar for eget liv, er betydningsfuld, og at man selvfølgelig ønsker at kunne tilrettelægge sin hverdag ud fra personlige behov og vilkår.
Det frie valg og det frie initiativ hænger selvsagt sammen med en antagelse om, at mennesker gerne tager ansvar for egne forhold, hvis det er muligt. Det betyder formentlig også, at de fleste borgere gerne vil, at lige præcis deres livsmuligheder kan udfoldes på et stabilt grundlag, og at der ikke sættes unødvendige regler og retningslinjer for, hvordan tilværelsen kan tilrettelægges for den enkelte. Sådan er det desværre ikke altid.
Derfor er det vigtigt, at der værnes om samfundsvilkår, hvor borgerne ikke skal styres af staten, men kan styre sig selv, og at alle borgere har det bedste grundlag for både at træffe personlige valg og for at kunne bidrage til det omgivende samfund.
Derfor mener Venstre, at borgerinddragelse, retssikkerhed, åbenhed og gennemsigtighed i de kommunale beslutninger er en nødvendig forudsætning for, at det frie valg og det personlige ansvar kan realiseres.
For Venstre er disse grundlæggende værdier centrale som fundament for de kommunale beslutninger, uanset hvilket tema man aktuelt er optaget af.