Det er jo ikke et svar Myrhøj og Nicolaisen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Så kom Myrhøj og Nicolaisen til blækhuset.
De forsøger at svare på mine spørgsmål vedrørende butikker i midtbyen.
Hvor er der bygninger/plads i midtbyen, som kan rumme større butikker?
Jeres svar:
Der hvor dagligvarebutikkerne er nu, hvor de så også understøtter vores specialbutikker.
Et mere konkret svar ville være ønskeligt også set i lyset af, at der, hvor dagligvarebutikkerne ligger nu, er der nok snarere 30 end 20 tomme butikker. Synenergien virker tilsyneladende ikke i forhold til specialbutikker.
Hvordan tænkes det deraf større behov for parkering løst?
Kan midtbyen overhovedet klare et øget trafikpres, som større butikker vil afføde?
Jeres svar:
Du nævner selv, at der denne sommer er livet i midtbyen blomstret op. Vores aktive politik for mere liv på Torvet har medvirket til det.
Storvare-butikker uden for Midtbyen er fint. Hessel er velegnet til varer, der kræver bil ja måske trailer. Men SF har advaret imod at sprede dagligvarebutikker uden for byen, ved Hessel rammer vi købmanden i Fuglsang, Trustrup og vi forsømmer at friste til at man også kommer ind til Grenaa by og bruger en af P-pladserne og så i øvrigt ”Gøre Grenaa”.
Det er jo ikke noget svar på, hvorledes man har tænkt sig at løse de trafikale problemer. Sagen må, som jeg skrev i sidste indlæg, stadig betragtes som uopklaret fra Myrhøj og Nicolaisens side.
Uddrag fra jeres indlæg:
Og du har set rigtigt: SF kæmper for afgørende indflydelse på byplanlægningen af Grenaa i dialog med borgere og butiksverden.
Det var ikke det jeg skrev:
Slutteligt mener jeg, at hvis I ikke svarer denne gang, må vi vel betragte sagen som uopklaret og håbe på, at blandt andre SF ikke får afgørende indflydelse i det videre politiske spil.
Til slut vil jeg gerne takke for den fine valgplakat, uden at anfægte jeres ret til at føre valgkamp, osv., som jeres parti har opsat i lysmasten uden for vores hus.
På samtlige sideveje til Fuglevænget er den ære kun overgået vores hus - i lysmasten ud for Glentevej 9.
Det må virkelig have krævet en strategi af format.