Debat: Kvinder og mænd sikrer diversitet i politik
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Mærkesag/ menneskesag/kvindesag?
Tja, jeg har erfaret gennem mit liv, at der er forskel på kvinder og mænd. Noget er arv og noget er kultur og opdragelse, men ikke desto mindre har vi ofte forskellige ansvarsområder, ting vi prioriterer forskelligt og interesserer os for.
Det betyder ikke, at noget er bedre end andet, men at vi går glip af en masse gode bidrag og synsvinkler, hvis ikke både mænd og kvinder er repræsenteret i de demokratisk valgte institutioner.
Der er brug for mangfoldighed og nuancer, uenighed, forskellige værdier og livssyn og erfaringer – alt sammen for at det store fællesskab – som ordet kommune jo betyder – kan træffe de bedste beslutninger.
Så tak til Kari Baklund for at arrangere 2 velbesøgte vælgermøder med kvindelige kandidater.«