Debat: Giftig cocktail og dødspiral: Norddjurs skal tænkes anderledes

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Som tilflytter til Norddjurs får vi ofte gæster fra nær og fjern. Deres første reaktion, når de står i entreen er, ’hold da op – der er sørme ikke ret langt hertil!’ Som nyopstillet kandidat til kommunalvalget og helt uerfaren i politik er min dagsorden styret af netop den forundring. Som tilflytter undrer det mig, at et så centralt område som Norddjurs kan optræde på lister over ’udkantsdanmark’.

Norddjurs kommune har kæmpet en ulige kamp for at blive en succes lige siden kommunalreformen i 2007. Mange af den store reforms utilsigtede ’børnesygdomme’ ramte kommuner som Norddjurs, og resultatet er et kommunalt B-hold, hvor nedskæringer og serviceforringelser knap nok har kunnet holde trit med den smuldrende kommunale økonomi.

Norddjurs er desværre blevet en affolkningskommune med dalende befolkningstal. Selv om det på en meget korte bane giver øgede indtægter efter den nye kommunale udligningsmodel, så er det en stakket frist, hvis ikke kommunen finder en vej til varig vækst.

Vores kommune adskiller sig ellers fra de fleste andre ’udkantskommuner’, hvis ulykke er, at de ligger langt fra de to-tre store vækstområder i dagens Danmark. For eksempel ligger Allingåbro kun 30 minutters rejsetid fra Danmarks største vækstdynamo, Aarhus og kun knap 20 minutter fra landets 6. største by Randers. Sammenholdt med at kommunen har god plads, frisk luft, stor natur, vidunderlige sandstrande og meget lave kvadratmeterpriser på bolig og erhverv, så burde kommunens ’dødsspiral’ være til at vende.

Et af de medfødte problemer i Norddjurs kommune er, at den ubestridte hovedby og kommunens eneste købstad ligger i det fjerneste hjørne i forhold til vækstcentrene Aarhus og Randers. Problemet er, at den oplagte hurtige vej til at få tilflyttere må være, at man styrker den vestlige del af kommunen, hvor de objektive betingelser for tilflytning er størst. Man behøver kun af skele til nabokommunen, Syddjurs. Her er der befolkningstilvækst og fremgang; men den centrerer sig om de vestlige dele ved Rønde og Hornslet. Så det kan altså lade sig gøre – også på Djursland.

Kommunens tiltag med at udnævne Auning som vestligt vækstcenter og definere bybånd som udviklingsområder er de første gode skridt, for det er indlysende, at fremtidig vækst i byer som Allingåbro, Ørsted og Vivild er afhængig af, at der kommer vækst i Auning. Men der skal også handling bag ordene. Det er en forudsætning for at Auning skal kunne løfte sin rolle som lokalcenter, at infrastrukturen i lokalområdet understøtter centeret. Her mangler meget. Det mest groteske eksempel er, at rejsetiden med offentlig trafik mellem Allingåbro og Auning (5 km i luftlinje) i dag er 1 time og 40 minutter.

Når samtidig det kommunale skolevæsen har fået ry for at være hærget af skolelukninger og vanskelighed ved at rekruttere kvalificerede lærerkræfter, da ansøgerne frygter fremtidige nedskæringer, så har man to ingredienser til en giftig cocktail, som vil få interesserede storbybørnefamilier, der ønsker af skifte storbylivet ud med plads, fred og natur, til at fravælge Norddjurs og i stedet finde familiens nye landsted et andet sted i Østjylland.

Mit politiske virke styres af ønsket om: Fokus på den vestlige del af kommunen, vækst i stedet for lukninger på skoleområdet og en helt ny politik på infrastrukturen. Ikke blot mere asfalt på gamle veje; men veje, der binder os sammen mod vækst.

Jeg ønsker at få vækstvisioner til at præge kommunalpolitikken i Norddjurs i den kommende valgperiode. Og jeg vil arbejde i byrådet på, at det bliver virkelighed.