Fortsæt til indhold

Debat: Omfartsvej nej tak - hvorfor ødelægge uerstattelig natur og herlighedsværdier?

Debat
Martin Blom Hansen, Grenvangen 19, 8400 Ebeltoft:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Netop nu er der høringsfase om Syddjurs Kommunes “Forslag til plan for mobilitet og strategi for trafiksikkerhed.” Et af punkterne i planen er spørgsmålet om en mulig omfartsvej øst om Ebeltoft. Argumentet for en omfartsvej er trafikmængden og trængslen i Ebeltoft by.

Der er med mobilitetsplanen på bordet god grund til at gentage: Nej tak til en omfartsvej. Vi har ikke brug for mere asfalt og flere biler. Vi har brug for det modsatte. Intet er i dag mere vigtigt end rigtige og fremsynede beslutninger om klima, natur og den grønne omstilling. Det er i høj grad en kommunal opgave at tage det ansvar på sig. De periodemæssige trafikale problemer på indfaldsvejen til Ebeltoft i feriesæsonerne skal løses på anden måde. Ikke ved en omfartsvej.

En omfartsvej vil ødelægge tilværelsen for mange beboere i Dråby, Boeslum Bakker, Boeslum, Fuglekongekvarteret og mange øvrige bebyggelser

En omfartsvej vil ødelægge tilværelsen for mange beboere i Dråby, Boeslum Bakker, Boeslum, Fuglekongekvarteret og mange øvrige bebyggelser. Den vil også ødelægge ferieoplevelsen for sommerhusgæster og andre turister i Ebeltoft, Dråby, Boeslum, Elsegårde og så videre. En omfartsvej vil ødelægge ufatteligt meget af det, som netop er årsagen til, at folk elsker Ebeltoft.

Man vil med en sådan omfartsvej miste ufatteligt meget mere, end man vil vinde, og der er ganske enkelt ikke proportionalitet i forslaget. Store naturværdier og rekreative områder vil gå tabt og blive negativt påvirket. Naturområder, som er med til at definere Ebeltoft, og som er en årsag til, at folk bosætter sig her, og at turister vender tilbage igen og igen. Jo, der er pres på i indfaldsvejen til Ebeltoft på nogle tider af døgnet i feriesæsonerne. Men helt ærligt: Skal uerstattelig natur og herlighedsværdi ødelægges, for at flere biler skal kunne fylde landskabet og byen? Nej.

Den grønne omstilling handler i den høj grad om at passe rigtig godt på den natur, vi bor i, og finde grønne og bæredygtige løsninger på trafik og mobilitet.

Høringsfasen for mobilitetsplanen kører frem til 9. november, og alle borgere kan afgive høringssvar her: www.syddjurs.dk/mobilitetsplan«